(Spoiler alert: Vi afslører detaljer fra finaleafsnittet og dele af ‘The Last of Us’-spilforlægget, der ikke indgår i serien endnu).
Efter kun syv afsnit satte ‘The Last of Us’ foreløbigt punktum for sæson to på voldsom (og en lille smule uforløst) vis. Heldigvis er der mere i vente, når sæson tre lander, selvom det endnu er uvist hvornår.
Har man ikke spillet forlægget, er et af de helt store spørgsmål selvfølgelig, om Ellie er blevet ramt af en af Abbys kugler i det store møde og derfor … død?
Hvis ‘The Last of Us’ følger spillet, er svaret nej, da vores nyudklækkede giga-antihelt her overlever skuddramaet. Også her klippes der dog til sort skærm midt i det hele, hvorefter synsvinklen skifer til Abby.
Hende møder vi her tre dage inden dette fatale møde med Ellie, Tommy og Jessie, hvor hun vågner i et bibliotek og efterfølgende skuer ud over et stort stadion omdannet til modstandskampplads for WLF-gruppen. Serieslutningen lægger op til, at vi skal tilbringe mere tid med Abby i næste sæson, hvor vi lærer mere om hendes karakter, fortid og kærlighedsforhold til Owen, der er blevet dræbt af Ellie.
En af de helt store ændringer fra spil til serie i denne sæson var, at man afslørede Abbys forhistorie og motivation for at slå Joel ihjel, inden det skete. I spillet vakte det ramaskrig, da Joel blev slået ihjel, og man først langt senere i ‘The Last of Us 2’ fik afsløret forbindelsen mellem Abby og Joels redningsmission for Ellie i finalen på sæson 1.
I seriesæsonen fik vi også kun lige snuset til, hvad der foregår med den mystiske kult af maveopsprættende Seraphites, hvilket formentlig også kommer til at fylde mere i sæson 3, som det gør i spillet.
Derudover ved vi endnu ikke, om den næste sæson af ‘The Last of Us’ potentielt kan blive den sidste. Sæsonen har ikke udtømt spilfortsættelsen endnu, og serieskaber Craig Mazin mener, det bliver svært at gøre på kun en sæson mere.
»Der er helt sikkert ingen måde at afslutte det her narrativ i en tredje sæson. Forhåbentlig vil vi leve nok op til forventningerne til at komme tilbage og gøre det færdigt i en fjerde (sæson, red.). Det er det mest sandsynlige resultat«, har han fortalt Collider.
Selvom sæson tre lader til at skifte fokus fra Ellie og Joels del af historien, understreger Mazin dog, at det stadig er det, der er sket mellem dem og for dem, der er kernen.
»Det eneste, jeg kan sige, er, at der altid vil være nogen i centrum, om det er Ellie og Dina, eller om det er Abby og Abbys forhold til Owen eller nye forhold. Hvis du spiller spillet, ved du formentlig, hvad jeg taler om. Men alt er under skyen eller solen af Joel, hvad Joel gjorde mod Abby, og hvad Joel gjorde for Ellie, og det vil aldrig ændre sig«, lød det desuden fra Craig Mazin på en pressekonference for finalen på sæson to ifølge The Wrap.