Ugens MVP
Går ubeskåret til Jesse den Mindre Hidsige for at være et moralsk centerstykke i en fortælling hvor alle render rundt med mord i øjnene.
Et af problemerne med zombiefortællinger er, at zombierne ofte ikke er farlige nok i sig selv, hvilket betyder, at de overlevende mennesker må begå ustyrlige dumheder for at sætte fut i fortællingen, som når de begiver sig ud på uransagelige enmandsrejser, gemmer et frisk zombiebid under sweateren eller begynder at spille koklokke på en kirkegård.
Derfor bliver fanfavoritfiguren ofte den, der ejer en kombination af menneskelig anstændighed og sund fornuft, og Jesse ville have været en oplagt kandidat til at stjæle rampelyset i næste sæson, hvis det ikke var, fordi han brugte sin skærmtid på konstant at minde os om, at han har et barn på vej og derfor ikke kan dø, hvilket selvfølgelig betyder, at han bliver skudt i hovedet før rulleteksterne.
Et sted i kulissen kan man høre Neil Druckmann le, mens hans sorte T-shirts bliver strammere og strammere.
Ugens runner up:
Er svær at placere, eftersom det var et af de afsnit, hvor alle jokkede lidt i spinaten og slog hinanden ihjel og skabte dårlig stemning, men vi kan give den til Owen (der hellere ville skyde end pege) for at have den mest realistiske ’jeg-skal-ikke-gøre-indtryk-på-nogen-for-de-fleste-er-døde-og-min-kæreste-er-forsvundet’-frisure set på tv.
Ugens klovnagtighed
Ja, jo, Ellie er vred over tabet af Joel, we get it, men det er svært at sympatisere med en figur, der er så hensynsløst uovervejet og egoistisk, når hun samtidig er inkompetent og kun har overlevet så langt som til nu, fordi hun er immun over for svampebid.
Man føler virkelig med Jesse, når han skal stoppe Ellie i at hoppe frem fra sit skjul over for seks bevæbnede mænd og skyde vildt omkring sig, fordi de opfører sig smadder urimeligt. Man skal selv tælle til ti, når hun insisterer på at lede videre efter Abby, fordi ’noget med en hval og et hjul’, mens hun efterlader Tommy tilbage til at kæmpe for sit liv. Tommy, som altså er havnet i Seattle i første omgang, fordi han ville redde Ellie.
Så stævner hun ud i en robåd i stormvejr, bliver væltet baglæns af en bølge, hængt i et træ, render rundt i nogle mørke gangsystemer, i hvad der føles som ti minutter, og skyder de eneste to vidner, der kan fortælle hende, hvor Abby er.
Alt sammen på en dag.
Ugens runner up:
Owen kunne jo bare have peget.
Ugens scene
Må være det moralske sammenstød på toppen af det sammenstyrtede højhus, hvorfra Jesse og Ellie forsøger at pejle Tommys lokation.
Jesse repræsenterer det sensible i det afsindige. Han er i stand til at lede sine handlinger væk fra følelsernes retning. Ellie er omvendt overgivet til sine tilskyndelser, hvilket til gengæld gør hende mere ’ægte’. Afsløringen af, at Jesse ikke stemte for hævnaktionen ved byrådsmødet, underbygger hans pligtetiske filosofi om at tjene fællesskabets bedste. Lige indtil Ellie nævner, at denne regel kun gælder for hans eget fællesskab, og at pligten til at håndhæve det moralsk forsvarlige jo ikke eksisterede, da WLF-soldaterne fangede og bankede en dreng for øjnene af dem, hvilket betyder, at pligten ikke er moral, men bare er en slags bredere form for egoisme.
Jesse repræsenterer alligevel den etiske antitese til Joel. Joel slagtede uskyldige mennesker og ødelagde muligheden for at skabe en kur, fordi han ville beskytte Ellie, men han gjorde det også for sin egen skyld, fordi han ikke ville bære smerten ved at miste endnu et barn.
Jesse fortæller Ellie om den kvinde, som han blev forelsket i, men i modsætning til Joel gav Jesse slip på hende og betalte prisen (»does he seem sad to you?«, som Dina spørger i teltet), og denne villighed til at miste noget for en større sag og samtidig holde fast på aldrig at give efter er omtrent definitionen på værdighed. Og det er også derfor, at Jesse har low key aurafarmet hele sæsonen med baseret energi, ngl, for real for real, no cap, lets gooo, dødningehoved-emoji og andre sådanne tilkendegivelser.
Ugens runner up:
Den anden scene mellem Jesse og Ellie, hvor de sidder i de polstrede stole, og han fremfører sin pligtetiske morale. »Hvis jeg var taget med kvinden, jeg elskede, hvem skulle så have reddet dig i Seattle?«. På den anden side: Hvis han faktisk havde fulgt sit hjerte, var han måske ikke blevet skudt i hovedet, men sådan er det så nemt at være bagklog.
Ugens bundlinje
Ellie er enten død eller ikke død (Schrodingers Ellie).
’The Last of Us’ laver simpelthen en ’The Walking Dead’ sæson 6 finale-afslutning på os (hvor skurken Negan bankede et baseballbat ned i knolden på en ukendt hovedperson og efterlod publikum uvisse om, hvem der havde taget billetten, hvilket affødte stor seer-flugt). Det er et billigt trick, som dermed passer ganske godt til en meget ujævn sæson.
Det har også været en underlig sæson at vurdere, fordi den har varieret mellem meget intense afsnit (såsom nummer 2), følelsesmæssige mavepustere (nummer 6) og afsnit, hvor der nærmest ikke skete andet, end at solen gik op og ned.
Har man kendskab til spilforlæggets overordnede struktur, kan man hurtigt gennemskue den oplagte årsag til, at spillet som enkelt enhed bliver delt op i to sæsoner. Alligevel sidder jeg tilbage med den Bilbo Baggin’ske fornemmelse af, at der er blevet smurt for lidt smør ud over for meget brød, som når vi i et afgørende afsnit skal følge Ellie, mens hun hopper ned i en båd, sejler, kæntrer, skyller op på en ø, næsten bliver hængt, er heldig og slipper væk, går videre, lyser på ting med en lommelygte og alligevel ikke finder det, hun leder efter.
Neil Druckmann er en stor fortaler for ’ikke at give folk det, de vil have’, for i stedet at skabe historier der følger deres egne naturlige konklusioner. Men denne ambition indebærer også et håndværk i sig selv, og det mangler desværre flere steder i ’The Last of Us’ sæson 2, der bliver en lang sej vandring mod et punktum, der aldrig falder på plads.
Omvendt er det også sæsonen, som gav os et af de bedste tv-afsnit i nyere tid (’The Price’), der er helt på højde med The Bears ’Forks’ og Atlantas ’Woods’. Alt i alt en blandet landhandel af det fabelagtige og det kedelige.