Ugens afsnit rørte mig meget, og derfor har jeg ikke lyst til at skrive om det. Sproget ødelægger det. Hovedpinen er så, at jeg har sagt ja til at skrive om hver episode af den her serie og altså ikke bare kan bestemme mig for at sige nej lige før deadline.
Jeg bliver nødt til at forgå den gakkede metode med trofæerne, som jeg normalt nyder at uddele med amfetaminsk energi, men som i dag virker lidt som at hoppe ind til en begravelsesceremoni og slå på tamburin og råbe ’op med humøret’, mens jeg danser cha-cha-cha på ansigtet af den afdøde, før jeg lægger en lort i døbefonten og slår vejrmøller ud ad døren.
Det bliver lidt mere stille og roligt denne gang.
Det sjette afsnit er et flashback-afsnit. Hver historie tager udgangspunkt i hver fødselsdag, som Joel har holdt for Ellie, siden de ankom til Jackson Hole i slutningen af den første sæson. Jeg ved ikke, hvordan det var i spilforlægget, for jeg kom aldrig så langt. Jeg fik aldrig råd til en PlayStation 4, og jeg gider ikke kigge på andre, der spiller videospil.
Afsnittet er den ene stærke scene efter den anden. Vi ser Ellie vokse op og væk fra Joel. Vi ser, hvordan bedraget slår en kile imellem dem. Vi ser løgnen blive opløst til sidst, fordi den skal. Vi ser forlægget til Ellies had i hendes kærlighed til Joel, og vi ser Joels kærlighed til Ellie, der gjorde ham i stand til at dræbe uskyldige, og som dannede forlæg for hadet, der slog ham ihjel.
Det hele sidder i ansigtet
Det er det, serien handler om. Hadet er den virkelige invasive svamp, som spreder sig eksponentielt mellem værtsorganismer.
Men hadet er også en effekt af kærligheden. Det opstår i tabet af dem, vi elsker, eller i forsøget på at beskytte dem, fordi kærlighedens pris også er angsten for at miste. Vil man hadet til livs, må man altså undlade at elske, men det er også ubærligt, for et kærlighedsløst liv er slet ikke noget liv, hvilket betyder, at hadet er et vilkår. Den eneste udvej er at kontrollere vreden og sorgen, før den æder hjertet.
Hvordan gør man så det? Man kan starte med at slukke for internettet og gå ud og give sin familie et kram. Hvis man ikke har en familie, kan man ringe til en god ven. Hvis man ikke har hverken familie eller venner, kan man få sig en hund eller tegne et ansigt på en volleyball. Love is all around.
Andre små betragtninger:
Castingen af Tony Dalton som Joels far var et godt træk for en vigtig scene. Drengen, der spiller en ung Joel, leverer også en stærk præstation, der på få minutter gennemgår både trods, angst, forvirring og forståelse.
Det er et afsnit, hvor der bliver spillet meget med øjnene. Den sidste scene fungerer så godt, fordi Pedro Pascal ikke siger noget. Det hele sidder i ansigtet; Den fortrængte skam og fortrydelse og frygten for at miste det menneske, der betyder alt for ham.
Joe Pantoliano som Eugene er et godt valg.
Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal skrive. Den sætning virker som sådan et Zetland-agtig nærværs-gimmick, ligesom at skrive ’hmm’ i en tekst, som man jo ret beset bare kan slette igen, når man har regnet ud, hvad der skal stå.
Hmm.
Det gode med det onde
Flere faktoider og synsninger:
Det er detaljerne, der gør scenerne mellem Joel og Ellie betydningsfulde. Det er vigtigt at se Joel bytte en pose legoklodser for en kage og vigtigt, at vi ser hans skuffelse over, at Ellie er stavet ’Eli’ med glasuren. Det er vigtigt, at vi ser Joel gøre sig umage med at udsmykke Ellies guitar med en håndudskåret tegning af en møl og en lille stump nedfilet knogle. Det er vigtigt at forstå, at han har smurt møtrikkerne i planetariet og klargjort rumkapslen og fundet et kassettebånd med en optagelse fra affyringen. Kærligheden ligger i det.
Afsnit 6 er endnu et afsnit, der tager det gode med det onde og kan vække sympati for selv en far, der slår sine børn. Lars von Trier ville være glad.
Grunden til, at dette afsnit er svært at skrive om, er, at det virker gyldigt for noget menneskeligt centralt. Når noget virker gyldigt på denne måde, bliver det pludseligt åbenlyst, hvor meget der er ligegyldigt. Derefter bliver det frustrerende at opleve, hvor meget det ligegyldige fylder.
Jeg skal finde på en eller anden slutning.
Det er dumt, at det er så svært for mig at skrive, fordi jeg har set et afsnit af en tv-serie, der rørte mig. Men jeg har svært ved at beskrive det ærligt, uden at det virker selvoptaget og uvedkommende og patetisk, for det handler om følelser, det var dem, der blev vakt, og mine følelser er mine og forholder sig til mine oplevelser og mine relationer.
Det er vel grundlæggende kulturjournalistikkens problem. Vi skal skrive om kunst og fortællinger, som er bedst, når de rører noget i os, og samtidig virker det uprofessionelt at skrive om det, der bliver rørt, fordi vi dermed skriver om os selv og vores forhold til noget så abstrakt som det, vi føler, og hvorfor vi føler det. Det kan næsten ikke undgå at blive personligt.
Armslængden bliver falsk
Det sikreste er at holde sig på god analytisk afstand med korte og kontante vurderinger. Så er man i kontrol og slipper også for hån fra kynismens korsriddere, der altid står klar i kulissen og med en tudekiks. Men nogle gange betyder det, man ser på, for meget, og så bliver armslængden for falsk.
Så kan man forsøge at komme tættere på og skrive om alle de gode skuespillere, om lyssætningen og om manusarbejdet, altså obducere fortællingen som en retspatolog over for et dødt legeme og sætte professionelt spot på hver enkel bestanddel, men hermed har man også gjort sit arbejde dårligt eller i bedste fald uærligt, for det var jo ikke det, der rørte en: at det var så og så godt lavet, og at det og det twist var teknisk veludført, eller at den og den lampe stod det rigtige sted og så videre.
Man kan også gøre, som jeg har gjort, og finde de konceptuelle tråde i forsøget på at almengøre det enkelte ved at universalisere de bærende begreber og væve dem ind og ud af hinanden på en måde, der foregiver en slags nærhed til det centrale. Men det kommer stadig fra hovedet og forholder sig til mønstergenkendelse og fornuft.
Det, der rørte en, var en følelse, som havde genklang i noget langt mere oprindeligt og voldsomt, som ikke kan obduceres, ikke fastholdes af sproget, før det væsentlige ved det forsvinder ned imellem bogstaverne, der efterlades som hule beholdere.
Den simple konklusion på denne underlige anmeldelse er, at ugens afsnit er tungere, end hvad vilkårene for beskrivelsen af den kan formå at løfte.
Det er så godt, som fjernsyn kan blive.