»Hej, er du den første, der er kommet?«
»Ja«.
»Så er du ikke den sidste af os«.
»Jo, for der kommer ikke flere«.
»Aha«.
Og med dette plottwist fra dvd-skiven ’The Last of Us: Scener, der aldrig var’, springer vi direkte ud i ugens pokalrunde for et kort og lidt begivenhedsløst afsnit.
Ugens MVP
Går til El Jesse, manden med apokalypsens mest veldefinerede triceps, for at redde Dina og Ellie ud af endnu en speget situation. Der uddeles ekstra heroiske håndtegn for at dukke op i 11. time. Men det lærer man også på helteskolen:
»Frelsens intervenerende værdi er omvendt parabel med risikoens afstand til katastrofens indtrædelse, målt i tid«.
Fra lærebogen: ’Han Solo og hvordan du bliver ham’ af Kilenius Morgengren.
Ugens runner-up:
Må gå til Dina for at lave alt arbejdet, mens Ellie dimser rundt og plimrer på guitar og generelt bare keeeeder sig.
»Hey Dina, hvordan går det med at finde ud af, hvor alle i hele verden befinder sig?«
»Det går ok, skat. Gå du bare ned og leg«.
»Okaaaay så«.
Ugens klovnagtighed
Antallet af bøvede bedrifter blev holdt til et minimum i denne uge, hvilket kan forklares ved, at der generelt ikke skete særligt meget. Ugens klovnagtighed går derfor til den person, der skulle hænge de gule post-it-plotsedler op på væggen i forfatterrummet og ved en fejltagelse kom til at sluge halvdelen af dem.
For hvad skete der egentlig i afsnit fem af ’The Last of Us’?
Ellie og Dina går ind i en bygning, finder nogle zombier og kommer ud af bygningen igen. Det er de første 30 minutter. De næste 15 minutter går med, at Ellie finder Nora på hospitalet og jagter hende ned i kælderen.
Nårh ja, vi kan ikke få et klimaks hver uge, som min ekskæreste fortalte sig selv, indtil hun mødte en fyr, der hed Klaes. Denne uges afsnit var et filler-afsnit uden den store ophidselse, og dem skal der også være nogle af. Hvis der ikke er perioder med ingenting, hvordan ved man så, hvornår der opstår noget ophidsende, som jeg sagde til min ekskæreste, før hun hentede Klaes, og jeg måtte løbe igennem deres Petuniabed.
Ugens runner up:
»Pistoler er den sidste udvej, Else«.
»Du har ret, Dino«.
To sekunder senere:
BANG
Ugens scene
En af de virkelig gode ting ved dette afsnit var den suspense, der blev opbygget i introscenen, og hvordan uhyggen blev forløst mod slutningen.
Vi bliver introduceret for den luftbårne svamp (Fungis Flyvis), og hvordan den har udslettet et helt hold soldater, der måtte begrave sig selv med sygdommen som Tutankhamon under pyramiderne. Da Nora løsriver elevatoren og ruller stenen fra hulens munding, og vi ser det store ’B2’ plastret på cementvæggen, ved vi, at den er gruelig gal, og at Nora er gået hen til det sted, hvor Mufasa sagde, at man aldrig måtte gå hen.
Og så har de visuelle tryllekunstnere altså haft den helt store kogebog i fede effekter fremme, da de lavede svampevæggene. De inkuberede mennesker, der bruges som organiske respiratorer, bringer mindelser om de mest uhyggelige scener fra ’Alien’ og ’Annihilation’. Rimelig øv skæbne at være groet sammen med en stor dum svamp, men så igen: Nu er jeg jo blevet single igen, hahahaha… … Jeg har det fint. Jeg har det fint, sagde jeg!
Ugens runner up:
Går til ofrings-scenen i skoven (parken?) med månesegl og blikspand og obligatoriske sætninger, der skal gentages messende og hele moletjavsen. Enhver god kult ofrer mennesker på opfindsomme måder.
Big-up til konceptet med at trække offerlammets mave langs knivbladet ved at hive det op i rebet, så blodpræsten ikke selv skal lave bevægelsen og dermed slipper for seneskedehindebetændelse.
Ugens bundlinje
Ellie og Dina
Ved ikk’ hvad det ligner
Render og pjatter og griner men sener
Trænges de op i en krog af de smarte
Zombier der er agile
Parate
Ellie er altså godt i sving med at torturere Nora for informationer. Dina har fået en pil i låret og er formentlig blevet båret tilbage til Tommy for at se på såret (jeg kan slet ikke stoppe. Hold mig, drenge!).
Og nårh ja, uden at afsløre for meget ser det også ud til, at næste afsnit bliver ret formidabelt. Alt godt kommer til den, der venter.
Videre til vandringspokalerne.
Ugens zombie
Går til de smarte skiderikker, der har gemt sig i den forladte bygning, hvor Ellie og Dina forsøger at trænge igennem, så de kan komme ind til WLF’s enemærker. Ikke bare er disse zombier mere uhyggelige på grund af deres mere menneskelignende lyde (det lyder næsten, som om de hvisker om hjælp?), de er også langt farligere, fordi de er predatorisk afventende som et kuld af hyæner, der på afstand forfølger en bagudsakkende antilope.
Normalt er jeg ikke begejstret for konceptet med ’zombietyper’. De er ofte en reminiscens fra spillets verden, hvor det er mere interessant at skyde forskellige former for modstandere, fordi variansen skaber et mere dragende gameplay.
Men når man forsøger at tilnærme sig realismen (overbevise os om, at zombier kan findes i den virkelige verden), forekommer det usandsynligt, at nogle zombier bliver tre meter høje og belagt med rustning eller fyldt med bylder og kan skyde med slim og så videre. Det nærmer sig det barnagtige og fjollede, som har en tendens til at spolere historiens følelsesmæssige tyngde.
Men de smarte zombier fungerer derimod super godt. Det er realistisk, at visse værtsorganismer bevarede en større del af deres analytiske intellekt, efter de var blevet inficerede. Twistet gør også zombierne effektive, og det er vigtigt. Den ineffektive zombie er et problem, som meget zombie-tv døjer med, altså at zombierne bare bliver nogle tågehorn, der dalrer sløvsindigt rundt i kulissen, mens vi kigger på en dårlig sæbeopera i forgrunden.
Den smarte zombie er derimod virkelig farlig, usandsynligt hurtig og mere agil end en LinkedIn Senior Communications Officer, der er ’mellem jobs’ og klar på en kop kaffe.
Sidst, men ikke mindst er kloge-åge-zombierne faktisk uhyggelige. Efter at have set så mange zombier i populærkulturen (der peakede med ’The Walking Dead’) på både tv, film, computerspil, madkasser, penalhuse, nøgleringe osv., er zombie-figurens horror-street-credit blevet en smule punkteret, lidt ligesom H.R. Gigers Alien-figur, der oprindeligt var skrækindgydende og bygget omkring mytologien, der omringer voldtægten og det ufrivillige svangerskab, ret hurtigt blev u-uhyggelig, da den blev solgt som pind-is og slikkepind og plysbamse osv.
Derfor står ’Alien’ og zombiefilm ofte med det samme problem: Hvordan gør man det, som folk har vænnet sig til, uhyggeligt igen?
Det er lykkedes for Craig Mazin i ’The Last of Us’, og det er imponerende, for uhygge er virkelig svært.
BØH!
Blev du måske bange?
Nej, der kan du bare se.
Ugens svampefact
Den inficerende svamp, som overtager planeten i ’The Last of Us’ er inspireret af den rigtige svamp cordyceps unilateralis, der bruger insekter som værtsorganismer og erstatter deres kød og hjernemasse med svampens væv.
Det etymologiske ophav findes ved kombinationen af det oldgræske kordýlē (kølle) og latinske ceps (hoved), altså køllehoved. Svampen er beslægtet med grupperingen af kødkernesvampe, der er kendetegnet ved bløde frugtlegemer, der hos visse arter kan parasitere levende edderkopper, sommerfuglelarver, myrer og hjortetrøfler.
På dansk kaldes den parasitiske underart for snyltekølle. Herhjemme har vi vores egen zombiesvamp, myre-snyltekøllen, der går under den latinske betegnelse Ophiocordyceps (Ophio = slange), hvilket henviser til den smidige og langstokkede stilkeform med et oval og pærelignende hoved, hvorfra de trådformede sporer udspringer.
Myresnyltekøllen er meget sjælden og er kun kendt fra et gammelt fund på Djursland: sommer-efterår og i hovedet på en fyr ved navn Bob Vallekilde, der, under svampens mest kritiske stadium, blev ophavsmand til begrebet ’influencer-marketing’.
’The Last of Us’ kan ses på Max.