Sarah Michelle Gellar fortæller, hvordan hun blev overtalt til ‘Buffy the Vampire Slayer’-reboot – og afviser »falske« rygter

Sarah Michelle Gellar fortæller, hvordan hun blev overtalt til ‘Buffy the Vampire Slayer’-reboot – og afviser »falske« rygter
Sarah Michelle Gellar som Buffy. (Foto: PR)

I starten af året kom det frem, at en serieefterfølger til ‘Buffy the Vampire Slayer’ er på vej med den oprindelige hovedrolleindehaver Sarah Michelle Gellar i front.

Nu udtaler skuespilleren sig om at vende tilbage til sin ikoniske rolle som vampyrdræberen Buffy Summers, skriver Deadline.

Hun forklarer i et interview med Elite Daily, at den nye series instruktør, Oscar-vinder Chloé Zhao (‘Nomadland’, ‘Eternals’), var den første i en række pitches, som kunne overtale hende til at lave en ny ‘Buffy’-serie.

»Hver pitch, jeg hørte, var bare sådan: ‘Lad os bare lave ‘Buffy’ igen.’ Hvorfor? Men den passion, Zhao kom til mig med, hvad hun ønskede at gøre med serien og karakteren, og hvorfor ‘Buffy’ er nødvendig nu – det var første gang, jeg tænkte: ‘Okay, der er en grund’«, siger Gellar i interviewet.

Hun afslører ingen plotdetaljer om den nye serie, som har været under udvikling i omkring fire år, men forklarer blot, at Buffy fortsat er en antihelt, der er »en helt for dem, som ikke passer ind i boksen, de mennesker der ikke er som alle andre«.

Gellar afviser desuden lækkede oplysninger om nye karakterer i den kommende fortælling. Ifølge Deadline gik rygterne på, at ‘Buffy’-efterfølgeren skulle følge en 16-årig karakter ved navn Nora og hendes venner Hugo og Gracie, men Gellar udtaler, at vi har at gøre med »falske karakterer. Det, der er blevet lækket, er fuldstændig falsk«.

Den originale ‘Buffy the Vampire Slayer’ kørte fra 1997 til 2003 og affødte også spinoff-serien ‘Angel’, der løb fra 1999 til 2004.

Seriens skaber, Joss Whedon, er ikke sat i forbindelse med den nye efterfølger. Det skyldes højst sandsynligt, at flere at de originale skuespillere i de seneste år har taget afstand fra ham med anklager om giftig og upassende opførsel under optagelserne.

I stedet er søsterduoen Nora og Lilla Zuckerman, som senest arbejdede på Rian Johnsons krimiserie ‘Poker Face’, hyret ind til at skrive den nye serie, som den selverklærede ‘Buffy’-fan Zhao altså instruerer.

Her er til at starte med tale om et pilotafsnit, som skal godkendes, før en hel sæson bliver sat i produktion.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af