Brad Pitt og Tom Cruise sammen i en actionbasker? En konkret idé er smidt på bordet

Brad Pitt og Tom Cruise sammen i en actionbasker? En konkret idé er smidt på bordet
Brad Pitt i 'F1'. (Foto: Apple)

Hvem vil ikke gerne se de to 60-årige superstjerner Tom Cruise og Brad Pitt over for hinanden i en stor actionfilm?

Fans og medier verden over har den seneste tid gødet idéen om en film med duoen, eftersom både Cruise og Pitt har samarbejdet med instruktøren Joseph Kosinski på henholdsvis ‘Top Gun: Maverick’ og biografaktuelle ‘F1’.

Rygterne og interessen er sågar nået instruktøren selv, og i et interview med GQ-Magazine blev han for nyligt spurgt ind til, hvordan en pitch til en actionfilm med Cruise og Pitt kunne lyde. Instruktøren havde da allerede en idé klar med filmhistoriske tråde.

»Altså lige nu så ville det være Cole Trickle, som var (Cruises, red.) ‘Days of Thunder’-karakter, hvor vi finder ud af, at han og Sonny Hayes (Brad Pitts karakter fra ‘F1’, red.) har en fortid sammen. De kunne være tidligere rivaler, måske har de krydset klinger før«, spekulerede Kosinski.

Der har tidligere været rygter om, at Tom Cruise og Paramount arbejder på en potentiel fortsættelse til den undervurderede racerfilm ‘Days of Thunder’, så måske Kosinski kunne være den rette instruktør, og så mangler han kun at få Pitt ombord.

Pitt og Cruise spillede over for hinanden i Neil Jordans ‘En vampyrs bekendelser’ fra 1994, hvor de to havde deres »Gokart-dage«, hvilket instruktøren også havde bemærket.

»Jeg hørte om det her episke go-kart-ræs, Brad og Tom havde på ‘En vampyrs bekendelser’, og hvem ville ikke betale for at se de to køre om kap på banen?« uddybede instruktøren, som tidligere faktisk har udviklet på en racerfilm med de to stjerner.

Projektet blev overtaget af James Mangold og blev til ‘Ford v Ferrari’ med Matt Damon og Christian Bale, men længe hed produktionen ‘Go Like Hell’ og havde altså selveste Brad Pitt og Tom Cruise i hovedrollerne.

‘Top Gun: Maverick’ og ‘F1’ har flere fællestræk. Plottene minder om hinanden med en ældre mand, der skal konkurrere mod nye fremadbrusende talenter. Produktionsmæssigt satte Kosinski sine skuespillere i henholdsvis jetjagere og Formel-1 biler og optog dem med påmonterede kameraer på ydersiden af de hæsblæsende maskiner.

En Kosinski-instrueret actionfilm med Tom Cruise og Brad Pitt er altså fortsat på det idéplan, men fundamentet for en gigantisk actionbasket er unægteligt fæstnet.

‘F1’ kan ses i biografen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af