I SKYGGEN AF. En ærgerligt undervurderet 90’er-filmperle med Tom Cruise står potentielt over for fornyet opmærksomhed.
I november kom det således frem, at Hollywood-stjernen og Paramount er gået i gang med at udvikle en mulig efterfølger til ’Days of Thunder’ fra 1990.
Filmstudiet hverver i øjeblikket manuskriptforfattere til projektet, som de åbenlyst håber vil kunne gentage succesformlen fra 2022’s storsælgende og anmelderroste legacy sequel ’Top Gun: Maverick’.
Sjovt nok har ’Days of Thunder’ altid stået i skyggen af netop den originale ’Top Gun’, der er blevet et regulært kulturfænomen efter premieren i 1986.
Sammenligningen mellem de to film er da også mere end nærliggende. Begge har Tom Cruise i hovedrollen som en ung og lovende, men arrogant og dumdristig hunk, ligesom begge er instrueret af Tony Scott og produceret af Don Simpson og Jerry Bruckheimer.
At ’Days of Thunder’ kommer til kort holdt op imod ’Top Gun’, er jeg dog helt uenig i. Faktisk vil jeg argumentere for, at den er bedre end sin mere kendte forgænger.
Påfaldende mange ligheder
’Top Gun’ var en stor kommerciel succes ved premieren i 1986. Den indtjente mere end 350 millioner dollar (svarende til omkring 2,5 milliarder kroner) på verdensplan og cementerede efter den ligeledes populære 1983-komedie ’Risky Business’ Tom Cruises store gennembrud som filmstjerne.
Derfor forstår man godt, at Paramount var klar på at lave endnu en film med de samme bærende kræfter. Da ’Days of Thunder’ fik premiere i 1990, kunne filmen dog ikke hamle op med ’Top Gun’-sensationen. Racerfilmen indtjente knap 158 millioner dollar (lidt over en milliard kroner), hvilket var solidt og langt fra et flop, men altså under halvdelen af forgængerens billetsalg.
Kort efter premieren afsluttede producerduoen Simpson og Bruckheimer samarbejdet med Paramount, og medier som Los Angeles Times spekulerede i, om semi-skuffelsen ’Days of Thunder’ – som i øvrigt gik mere end 13 millioner dollar over budget – var en del af årsagen.
Anmeldelserne af 90’er-filmen var lunkne, og selv de mest positive røster, herunder Rogert Ebert, kritiserede den ellers flotte og spektakulære bilfilm for at være en skabelonagtig gentagelse af ’Top Gun’-formularen.
De påfaldende mange ligheder er også min eneste anke ved filmen.
Nicole Kidman har overhånden
Tom Cruise spiller igen en åbenlyst talentfuld, men også upoleret og uregerlig ung mand, denne gang med navnet Cole Trickle. Han bliver opdaget af Chevrolet-magnaten Tim Daland (Randy Quaid), som giver ham chancen for at konkurrere i NASCARs prestigefulde stock car-racerløb.
Her kobles Cole sammen med den erfarne holdleder og bilmekaniker Harry Hogge (spillet med stor karisma af Robert Duvall), der ellers var gået på pension for at undgå efterforskning af sin tidligere racerkørers tragiske dødsulykke under et løb.
I starten støder mændene fra hver sin generation, løst inspireret af virkelighedens racerkører Tim Richmond og mekaniker Harry Hyde, konstant sammen. Cole smadrer bil efter bil, og Harry bliver mere og mere frustreret. De lærer dog at forstå hinanden og udvikler et velsmurt makkerskab.
Fra start har Cole en Iceman-klingende rival i form af køreren Rowdy Burns (Michael Rooker), som tager ufine metoder i brug – indtil både han og Cole ender i et slemt styrt og bliver hospitalsindlagt.
Her finder Cole, ligesom Maverick i ’Top Gun’, desuden en romantisk partner i en kvindelig autoritetsfigur. På hospitalet forelsker han sig i neurokirurgen Dr. Claire Lewicki, spillet af Nicole Kidman. De to skuespillere skulle som bekendt også finde sammen som ægtepar uden for filmsettet i perioden 1990 til 2001.
Hvor pilotinstruktøren Charlie i ’Top Gun’ ret hurtigt forelsker sig i Maverick, har Claire overhånden i relationen i noget længere tid – indtil deres læber omsider mødes.
En håndgribelig fjende
Selvom ’Top Gun’ er en ikonisk film, har den også en stor svaghed: Fjendebilledet forbliver anonymiseret og underforklaret.
Hovedpersonerne på pilotakademiet støder undervejs på flere udgaver af den fiktive flymodel MiG-28. Vi kan godt regne ud, at de skal udgøre den sovjetiske trussel under samtidens kolde krig, men i tilstræbt apolitisk stil refererer karaktererne kun til dem som »fjenden«.
Disse ansigtsløse og uklare antagonister gør ikke meget godt for filmens gennemgående spænding. Og det hjælper ikke, at de luftbårne dueller, trods mange flotte skud, samtidig er temmelig svære at orientere sig i.
Det står anderledes til i ’Days of Thunder’. Her er førnævnte Rowdy i starten den altoverskyggende og meget håndgribelige fjende, som med et irriterende smil og små påkørsler saboterer Coles føringer. Senere træder en anden, endnu mere øretæveindbydende kører ind som den nye ærkefjende.
Racerløbene er selvsagt anderledes jordbundne end de svimlende luftdueller, men det betyder slet ikke, at Tony Scott har skruet ned for tempoet og spændingen. De store NASCAR-løb er forrygende godt skruet sammen. Man holder vejret, mens Cruise og hans bilmotor brøler om kap, helt indtil de begge har passeret målstregen.
Kritisk maskulinitetsportræt
’Days of Thunder’ er dog mere end sine højspændte racerløb. Filmen er også en nuanceret og til tider kritisk skildring af maskulinitetsidealer, der kommer til kort.
Mens Maverick i ’Top Gun’ skal overkomme en stor sorg og lære at være en mere pålidelig wing man, bliver Cole i ’Days of Thunder’ i endnu højere grad konfronteret med sin egen sårbarhed og ignorance.
Det begynder i det små, da han indrømmer over for Harry, at han ikke ved en disse om biler. Først da han udstiller sin egen svaghed, bliver samarbejdet mellem elev og mentor tillidsfuldt.
Senere må både han og Rowdy se realiteterne i øjnene efter føromtalte hospitalsindlæggelse. Én af dem har slået hovedet så meget, at han ikke bør vende tilbage til motorsporten. Han ved det godt, men nægter at indrømme det.
»Du og Rowdy har den samme sygdom. Den hedder fornægtelse, og den vil sandsynligvis tage livet af jer begge«, udbryder Claire i filmens stærkeste scene til Cole, som alligevel fortsætter, fordi han ikke føler, han dur til andet end at køre ræs.
Der er ikke megen samfundskritik over ’Top Gun’s vage krigsfortælling, hvor en kammerat dør i et freak accident snarere end i krig, og hvor piloterne jubler, når de sprænger anonyme fjender i luften. Til sammenligning hylder ’Days of Thunder’ helt sikkert motorsporten, men filmen skildrer også de pengebevidste holdejere og sponsorer som en art overliggende antagonist.
Pengemændene er nemlig heller ikke meget for at lytte til lægernes vurdering, hvis det går ud over indtjeningsmulighederne. De trækker stikket og efterlader intet økonomisk sikkerhedsnet, hvis en trofast racerkører kommer til skade.
Motorløbene leverer højoktan spænding, men det kommer med en pris, som kørerne selv må betale.
’Days of Thunder’ kan ses på Blockbuster og Apple TV.