’Call Her Alex’: Dokumentar om kvinden bag ’Call Her Daddy’ er én lang girlboss-kampagne

’Call Her Alex’: Dokumentar om kvinden bag ’Call Her Daddy’ er én lang girlboss-kampagne
Alex Cooper i 'Call Her Alex'. (Foto: Disney+)

Der er noget nærmest imponerende ved, hvor lidt ’Call Her Alex’ forsøger at række ud over sin hovedpersons eget brand. Den to afsnit lange dokumentarserie er centreret omkring podcastværten og mediepersonen Alex Cooper, som er kendt fra den enormt populære podcast ’Call Her Daddy’.

Serien lover at komme tættere på mennesket bag succesen. I praksis føles det dog mest som en lang kampagnevideo for Cooper Inc.

Det hele starter i barndommens New Jersey, hvor Alex – en rødhåret, tynd pige med videokameraet som fast følgesvend – vokser op med en producer som far og en appetit for rampelyset. Vi hører om mobning i skolen og ser, hvordan hun fandt et frirum i at producere sit eget indhold.

Klip til: en kæmpe live-turné i udsolgte haller, hotte dansere til tonerne af ’WAP’ og et publikum domineret af hvide kvinder, der griner og skriger, som var de til Taylor Swift-koncert.

‘Call Her Daddy’-vært Alex Cooper. (Foto: Phillip Faraone/Getty Images for GQ)

Dokumentaren vil gerne fremstå sårbar og ærlig. Alex Cooper deler da også et alvorligt og personligt vidnesbyrd om at være blevet udsat for seksuel chikane af sin tidligere fodboldtræner på Boston University.

Det er uden tvivl et vigtigt tema, som serien bruger en fjerdedel af sin længde på. Alex og hendes familie italesætter konfrontationen med universitet og fortæller om en nedslidende proces, hvor universitet prøver at give dem mundkurv på og ikke tager noget ansvar i forhold til at undersøge fodboldtrænerens handlinger.

Men seriens ærinde er tydeligvis ikke at undersøge de strukturer, der muliggør den slags overgreb. Det ligner desværre mest et dramatisk mellemspil i Alex Coopers selviscenesatte fortælling om aldrig at lade sig tie igen og familiens personlige vendetta mod universitet og fodboldtræneren.

Og det er faktisk et gennemgående problem. Alt det, der potentielt kunne åbne for en større og mere interessant samtale – som kvinders stemmer i medielandskabet, sexpositiv feminisme og girlboss-kulturens faldgruber – bliver bare reduceret til slogans.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Serien dvæler ved Alex’ image som kvinden, der tør sige det, mænd plejer at sige, og den prøver igen og igen at fremstille hende som pioner. Men spørgsmålet, den aldrig for alvor tør stille, er, om Alex Cooper faktisk ændrer medielandskabet – eller bare efterligner det, så længe det giver opmærksomhed og penge.

I andet afsnit skifter fokus mod tilblivelsen af podcasten. Her er lidt mere drama at hente: Alex og hendes daværende roomie, Sofia Franklyn, starter ’Call Her Daddy’ sammen, men ryger hurtigt ind i et brud, der kun kort berøres i dokumentaren. Det er ærgerligt, for deres konflikt er noget af det mest fascinerende ved hele Cooper-fortællingen.

I stedet glider serien hurtigt videre til brandets eksplosive vækst, til deals med Spotify, til møder med psykologer og platforme og glamour og masser af shots, hvor Alex sidder og ser tænksom ud i tomme konferencelokaler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alex’ transformation fra ”Gluck Gluck 9000” (hendes populære blowjobteknik) til velfriseret kvindesags-CEO sker i klip, der føles som pitchmateriale til hendes næste udvidelse.

Det er det der certified mediemogul-look, hvor selv de sårbare øjeblikke virker kalkulerede. Og det bliver næsten ironisk, at dokumentarens visuelle sprog – slowmotion, inspirerende musik og kønne mennesker, som græder lidt – føles så gennemført reklameagtigt.

Men måske er det også meningen. ’Call Her Alex’ er ikke lavet for at overbevise nogen, der ikke allerede er Alex Cooper-fans. Den tager for givet, at man kender hendes terminologi, hendes tidligere dramaer og hendes univers. Hvis du ikke er en del af Daddy-gang, får du ikke nogen særlig grund til at blive det her. Og hvis du allerede er det, har du nok hørt det meste før.

’Call Her Alex’ kunne have været et billede på, hvordan kvindelige mediepersonligheder navigerer i en mandsdomineret branche. I stedet ender den som endnu et eksempel på, hvordan ’hvid feministisk girlboss’-narrativer stadig dominerer: individualiserede, polerede og totalt uinteresserede i at stille spørgsmål, der rækker ud over dem selv.

Man efterlades med en hul fornemmelse. Fornemmelsen af, at autenticitet i det moderne medielandskab er noget, man producerer, og intimitet er noget, man iscenesætter.


Kort sagt:
‘Call Her Alex’ markedsfører sig som en intim dokumentar, men ender som en poleret reklame for Alex Coopers brand.

’Call her Alex’. Dokumentarserie. Instruktion: Ry Russo-Young. Spilletid: 2 episoder á cirka 60 minutter. Premiere: Kan ses på Disney+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af