»Batman er mit største problem i hele DC lige nu«, fortæller en kattepineramt James Gunn i et nyt interview med Rolling Stones.
‘Superman’ kickstarter i næste måned det nye DCU, som de nye DC-filmchefer James Gunn og Peter Safran står bag. Men sideløbende er der en større kreativ hårdknude forbundet med DC’s største superhelt, nemlig Batman.
For mens vi fortsat venter på Matt Reeves’ langtidsudskudte ‘The Batman Part II’, der først lander i september 2027, arbejder DC og Gunn på en DCU-Batman-film med titlen ‘The Brave and the Bold’, som skal instrueres af Andy Muschietti, der stod bag ‘The Flash’ og ‘It’-filmene.
»Vi kan ikke bare lave en Batman-film, fordi han er den største karakter i hele Warner Bros., hvilket han er. Men der er et behov for ham i DCU, og det behov er et andet end Matts Batman«, erkender Gunn i interviewet.
»Men han bliver ikke campy. Det er jeg ikke interesseret i. (…) Så vi døjer med det. Jeg tror, jeg har en vej ind forresten. (…) Jeg skal bare sikre mig, at forfatteren kan realisere det«.
»Jeg skriver ikke Batman, men jeg arbejder med forfatteren af Batman og prøver at få det til at blive godt, fordi han er utrolig vigtigt for DC«, lyder det videre fra Gunn, der selv har instrueret film som ‘Guardians of the Galaxy’-serien, ‘The Suicide Squad’ og altså den kommende ‘Superman’.
Publikum skal altså nok forvente sig to sideeksisterende Batman-historier, én med forbindelse til DCU og altså Matt Reeves selvstændige historie, selvom Gunn ikke 100 procent lukker muligheden for, at Robert Pattinsons udgave af flagermusemanden kan træde ind i det nye DCU.
»Jeg vil aldrig sige aldrig, fordi man kan aldrig vide sig sikker, men det er meget usandsynlig«, klargjorde han.
Endelig forsikrer han også om, at ‘The Batman Part II’ ikke er blevet kasseret, som nogle ellers har spekuleret i.
‘Superman’ har premiere 10 juli, og ‘The Batman Part II’ står til at få premiere 30. september 2027.