Netflix på vej med dansk film om forsvundet kvinde – Claes Bang og Natalie Madueño i hovedrollerne

Netflix på vej med dansk film om forsvundet kvinde – Claes Bang og Natalie Madueño i hovedrollerne
Hovedrollerne i 'Den hemmelige kvinde': Claes Bang, Natalie Madueño, Pål Sverre Hagen. (Foto: Nikolaj Thanning Rentzmann / Netflix)

Netflix har fejret stor succes med deres seneste danske serie, ‘Reservatet’, og nu har de annonceret endnu et kommende dansk projekt.

Det drejer sig om filmen ‘Den hemmelige kvinde’, som skal instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, som tidligere har stået bag en anden dansk Netflix-film i form af ‘Kærlighed for voksne’ med Dar Salim og Sonja Richter.

Natalie Madueño og Claes Bang indtager hovedrollerne sammen med norske Pål Sverre Hagen (blandt andet kendt fra ‘Exit’).

Historien er baseret på en krimi af Anna Ekberg og handler om kvinden Louise Andersen, der lever idyllisk som caféejer på en lille ø med sin forfattermand, da en fremmed én dag dukker op og hævder, at hun i virkeligheden er Helene Söderberg. En kvinde, der forsvandt fra Danmark tre år tidligere.

Det lyder som starten på et Netflix-egnet mysterium, som vi skal være med tl at optrevle, når filmen får premiere i 2026.

I mellemtiden kan vi glæde os til danske Netflix-produktioner som filmen ‘Mango’ og serien ‘Legenden’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af