1. Den ultimative håndlanger
Har man savnet en god gedigen gangsterserie i kølvandet på herligheder som ‘Peaky Blinders’ og ‘The Gentleman’, kommer ‘Mobland som kaldet.
Den er skrevet af Ronan Bennett, der især er kendt for den fremragende, meget realistiske serie ‘Top Boy’ om narkoscenen omkring Londons Hackney-kvarter, og i sin nye serie fortsætter han med at endevende magtkampen i den britiske hovedstads kriminelle underverden.
I centrum er nemlig den magtfulde familien Harrigan, der med Pierce Brosnan og Helen Mirren i spidsen styrer store dele af byens narkosalg, og som har øjnene rettet mod en decideret krig mod den konkurrerende crime-familie The Stevensons. Midt i det hele står Harrigan-fixeren Harry, en lige dele hårdfør og intelligent håndlanger spillet af Tom Hardy med vanlig kæmpekarisma.
To af seriens afsnit er instrueret af Guy Ritchie (‘Lock, Stock and Two Smoking Barrels’, ‘Snatch’, førnævnte ‘The Gentleman’), der bringer sin tæft for gangsterfigurer ind i det spegede spil af vold og korruption, og rundt omkring finder man britiske klasseskuespillere i hobetal.
‘MobLand’ kan ses på SkyShowtime.

2. Julianne Moore vs. Sydney Sweeney
Det er to af de mest fremtrædende skuespillere fra hver deres generation, der tørner sammen i den nye Apple-film ‘Echo Valley’.
Julianne Moore spiller den tålmodige mor Kate, der tager imod med åbne arme, da hendes misbrugsramte datter spillet af Sydney Sweeney banker på – også selvom datteren har blod på trøjen og lig i lasten.
Det bliver starten på en fortælling pumpet op på overraskende drejninger, og selvom filmen ifølge Soundvenues Frida Lorentsen kløjes lidt i de mange twists, »brillerer med Julianne Moore og Sydney Sweeney som suveræn (og kompliceret) mor/datter-duo«, som hun skriver i sin anmeldelse i weekenden.
Manden bag den fortræffelige HBO-krimiserie ‘Mare of Easttown’, Brad Ingelsby, står bag manuskriptet.
‘Echo Valley’ kan ses på Apple TV+

3. Svanens genkomst
Det er på mange måder den svære toer, når TV 2 og Mads Brügger vender tilbage med to opfølgerafsnit til dokumentarsensationen ‘Den sorte svane’.
Og selvfølgelig er de nye episoder ikke helt så grundvoldsrystende som de originale fem, al den stund at Amira Smajic’ fingerede forbrydersetup ikke længere er hovedscenen, og vi nu kender en del til, hvad der venter.
Men der er alligevel både spænding, forargelse og nyhedsværdi at hente i de nye afsnit, der især eksponerer en temmelig slet moral hos de kildeførere hos NSK, der brugte Smajic som informant.
Spørgsmålet er, også efter man har set de to afsnit, om der blot er tale om enkelte brodne kar, eller om råddenskaben går længere op i politiets rækker?
‘Den sorte svane’ kan ses på TV 2 Play
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.