Der var tre film med i opløbet om at blive Danmarks bidrag til næste års Oscar-kapløb om Bedste Internationale Film, men nu er det endelige valg truffet.
Her blev den danskproducerede dokumentar ‘Mr. Nobody Against Putin’, instrueret af den København-bosatte amerikaner David Borenstein, sendt videre i processen af den danske Oscar-komité. Det blev den således frem for Anders Thomas Jensens ‘Den sidste viking’ og Jeanette Nordahls ‘Begyndelser’, der også indledningsvis var shortlistet.
‘Mr. Nobody Against Putin’ følger den afholdte russiske skolelærer Pasha, der efter Putin indfører striks propaganda i klasselokalet begynder at smugle optagelser af den meningsløse dagligdag i klassen ud af landet for at sætte fokus på landets censur og kontrol.
Det var ikke givet på forhånd, at dokumentaren ville blive den endelige favorit, men den har bestemt nomineringspotentiale med sin aktuelle tematik.
Dokumentarer har tidligere vist sig at have gode chancer hos det ellers traditionelt fiktionsfokuserede akademi i lige netop Internationale Film-kategorien. Det var eksempelvis her, at den danske animationsdokumentar ‘Flugt’ var nomineret i 2021.
Herudover er det også stadig muligt for ‘Mr. Nobody Against Putin’ at blive nomineret i kategorien for Bedste Dokumentar.
I forbindelse med filmens danske premiere på CPH:DOX gav Soundvenues anmelder Morten Kildebæk fem stjerner og skrev: »Som publikum må vi prise os lykkelige for, at han tog flugten med disse uvurderlige optagelser af et Rusland i forandring«.
De endelige Oscar-nomineringer annonceres 22. januar 2026, og prisuddelingen finder sted 15. marts.
