’Caught Stealing’: For første gang vil anerkendt instruktør have os til at grine og ikke græde

’Caught Stealing’: For første gang vil anerkendt instruktør have os til at grine og ikke græde
'Caught Stealing'. (Foto: Niko Tavernise/ SF Studios)

For første gang i karrieren vil Darren Aronofsky hellere have sit publikum til at grine end græde.

Manden bag ’Requiem for a Dream’, ’Black Swan’ og ’The Wrestler’ har for vane at udforske håbløshed, depression og sindssyge i sine mørke film, men med biografaktuelle ’Caught Stealing’ kaster han sig nu ud i sin første komedie.

Én af tidens allerstørste Hollywood-stjerner, Austin Butler, er velcastet til hovedrollen som den udbrændte og alkoholiserede eks-baseballspiller Hank Thompson, som på grund af en tragisk ulykke forspildte sit store sportstalent i highschool-dagene.

Nu arbejder han på en snusket bar i 90’ernes New York og både starter og slutter sin dage med at hælde øl i svælget. Livets eneste lyspunkter er de daglige telefonopkald med sin baseball-passionerede mor og et spirende forhold med Yvonne, spillet af Zoë Kravitz, som måske kan blive til noget seriøst.

‘Caught Stealing’. (Foto: Niko Tavernise/ SF Studios)

Butler og Kravitz har god kemi som det flirtende, lækre og dybt charmerende par, der ikke kan holde fingrene fra hinanden. Hanks kemi er også god (mere komisk, mindre liderlig) med nabopunkeren Russ (Matt Smith), som sætter filmens handling i gang ved at bede Hank passe hans kat, mens han er på sygebesøg hjemme i England.

For snart efter dukker kriminelle typer op i deres opgang. De har et økonomisk mellemværende med Russ og lader det gå voldeligt ud over uvidende Hank, som snart har yderligere narkogangstere samt en ikke særligt venlig narkoefterforsker (Regina King) på nakken. Samtidig forsøger Yvonne at få ham til at droppe alkoholen og tage sit liv seriøst.

’Caught Stealing’ er både en forviklingskomedie og en blodig voldsfilm – en actionfyldt gangsterfortælling i Guy Ritchies ånd, hvor forbrydere snakker i munden på hinanden, mens de deler knytnæveslag og pistolskud ud. Og hvor ingen ringere end Idles lægger tung, punket underlægningsmusik til sagerne.

Man mærker en nostalgisk kærlighed til instruktørens fødeby, New York, i dette tidsbillede fra slut-90’erne. På den farefulde rejse gennem storbyens multikulturelle underverden støder vi på en masse småbeskidte barer, diners, madmarkeder, lejlighedskomplekser og snuskede kroge, hvis eksistens trues af begyndende gentrificering.

‘Caught Stealing’. (Foto: Niko Tavernise/ SF Studios)

Aronofsky har dog ikke helt forladt melankolien. For Hank plages ikke bare af forbrydere, men også af ptsd fra sin tragiske fortid, som satte livet på pause og stadig holder ham tilbage.

Mørket er altså intakt, men det gør ikke samme overvældende indtryk som i instruktørens tidlige hovedværker. Det skyldes måske, at ’Caught Stealing’ tonemæssigt er en lidt rodet omgang med sin blanding af actionkomik og traumebearbejdning.

Sidekarakterer dør i hobetal med et skuldertræk, men lige ét centralt dødsfald skal vi tydeligvis tage mere ind end de andre. Sorgen får dog ikke lov til at fylde nok i gangsterkomedien, og i stedet mærker man en ærgerlig tomhed over, at en karakter med potentiale skrives så pludseligt og uforløst ud af forløbet som et kedeligt plot device.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det humoristiske actionridt peaker til gengæld i sidste akt, hvor to jødiske forbrydere, spillet forrygende deadpan af Liev Schreiber og Vincent D’Onofrio, for alvor træder ind i billedet.

Midt i kaosset hiver de deres gidsel med til sabbat, hvor deres aldrende mor serverer halvklam suppe og helhjertet omsorg. Hykleriet over at ære den religiøse hviledag, men omvendt slå iskoldt ihjel uden den mindste tøven, er virkelig sjovt, og den jødiske plottråd måtte gerne have fyldt endnu mere.

For den er med til at gøre ’Caught Stealing’ til et langt mere veloplagt og underholdende bekendtskab end Aronofskys to seneste, skuffende film – det velspillede, men lovligt forcerede eneboerdrama ’The Whale’ og det helt igennem enerverende mareridt ’Mother!’.

Aronofsky beviser godt nok ikke, at han er helt tilbage i fordums storform, men netop derfor klæder det ham at være lidt mindre (selv)højtidelig.


Kort sagt:
Velcastede Austin Butler og resten af det farverige karaktergalleri med til at gøre ’Caught Stealing’ til et underholdende og tiltrængt uhøjtideligt actionridt fra Darren Aronofsky.

’Caught Stealing’. Spillefilm. Instruktion: Darren Aronofsky. Medvirkende: Austin Butler, Zoë Kravitz, Regina King, Matt Smith, Liev Schreiber, Bad Bunny. Spilletid: 107 min. Premiere: I biografen 11. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af