Hannah Einbinder vandt i nat sin første Emmy for bedste birolle i en komedieserie for sit arbejde i HBO-serien ’Hacks’, hvis fjerde sæson var nomineret til hele 14 priser ved showet.
Skuespilleren har fået sit store gennembrud med ’Hacks’, hvor hun spiller den aspirerende komiker Ava Daniels, der får uventet succes, da hun bliver umage makker med den ældre komikerlegende Deborah Vance, som spilles af Jean Smart.
Einbinders tale er umiddelbart den, der med sit åbenlyst politiske budskab har skabt de største overskrifter efter prisuddelingen.
Hun jokede indledningsvist med, at hun har været nomineret tre gange før for samme rolle uden at vinde: »Jeg var bare ret opsat på det personlige narrativ, som jeg har, at det faktisk var sejere at fortsætte med at tabe. Men det her er også sejt. Det her er også punkrock«.
Efterfølgende fik hun takket holdet bag ’Hacks’ samt sin medskuespiller Jean Smart, som også vandt for sin hovedrolle i serien: »Jeg vil takke Jean Smart, som er som solen, og jeg får bare lov til at stå i hendes varme«.
Til sidst kom så den overraskende bramfri afslutning, hvor hun også fik sendt et shoutout til NFL-holdet Philadelphia Eagles: »Jeg vil bare sige go Birds, fuck ICE og befri Palæstina«.
Se hele Hannah Einbinders tale her:
