Jimmy Kimmels comeback-afsnit slår seerrekorder

Jimmy Kimmels comeback-afsnit slår seerrekorder
Jimmy Kimmel under Oscar-showet sidste år. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Tirsdag vendte ‘Jimmy Kimmel Live!’ som bekendt tilbage til sendefladen, efter Disney en uge tidligere valgte at suspendere det amerikanske talkshow.

Og Jimmy Kimmels imødesete comeback var ikke så overraskende en gigantisk seersucces.

Ifølge Variety var det faktisk mest sete regulære afsnit af talkshowets 22 år lange historie med cirka 6,3 millioner seere.

Den rekordslående publikumssucces blev endda præsteret til trods for, at de to store broadcastere Nexstar og Sinclair i trods blokerede talkshowet fra deres 70 tv-stationer i USA.

Kun to gange tidligere har ‘Jimmy Kimmel Live!’ haft højere seertal, men det var med særafsnit lagt på søndage, hvor programmet normalt ikke sendes, efter Super Bowl i 2006 og Oscar-showet i 2014.

På Youtube har afsnittet ligeledes slået en rekord. Ifølge The Hollywood Reporter er Kimmels 30 minutter lange åbningsmonolog, hvor han selvfølgelig kommenterede den kontroversielle aflysning, programmets mest sete monolog på tjenesten nogensinde.

Suspensionen skete som bekendt på baggrund af vært Jimmy Kimmels medieombruste kommentar angående Donald Trump og højrefløjens håndtering af drabet på Charlie Kirk.

Præsidenten udtalte ifølge Variety umiddelbart efter aflysningen, at Kimmel blev »fyret på grund af dårlige seertal mere end noget andet«.

Hvis det rent faktisk var årsagen, har Kimmel i hvert fald ikke det problem længere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af