‘Steve’: Et stortalent manifesterer sig i intens Netflix-film med Cillian Murphy
Hvordan følger man op på sin Oscar-kronede hovedrollepræstation i Christopher Nolans ’Oppenheimer’?
Man tager tilbage til sit irske ophav og laver to bestseller-filmatiseringer med sin tidligere ’Peaky Blinders’-samarbejdspartner, Tim Mielants. I hvert fald hvis man er Cillian Murphy.
Første rolle var i Mielants’ ’Small Things Like These’ (som får dansk biografpremiere 30. oktober), men nu kan han ses i den anden, Netflix-filmen ‘Steve’, der er baseret på Max Porters bestsellerforlæg ’Shy’.
Bogforlægget fulgte den hårdtprøvede unge skoleknægt Shy, men filmen har vendt formularen om og fokuserer i stedet på skoleinspektøren Steven (Cillian Murphy) i løbet af én dag. Her kæmper han med at holde de utilpassede unge elever på rette spor på den underfinansierede rehabiliteringsskole Stanton Wood i midt-90’erne, imens et lokalt nyhedsmedie prøver at lave et indslag om skolen.
Men da Steven ankommer for sent til skolen den dag, hvor tv-holdet kommer, er optagelserne og de ustyrlige unge allerede helt ude af kontrol.
Drengene er dyriske, voldsparate og respektløse. Det er et fucking kaos, og i en tsunami af bandeord og vederstyggelige vendinger introduceres vi for den brogede gruppe af semikriminelle gutter, der alle bærer på uhåndgribeligt store mængder af skyld, smerte og fortrydelser.
Kameraet suser igennem drengenes slåskampe og skænderier, som stod vi midt i den krydsild, som Steven til daglig skal navigere i med roligt sind.
Men Steven er slet ikke i kontrol, og det har skarpe Shy luret, hvorfor han byder inspektøren op til intellektuel dans.
Han spilles af Jay Lycurgo, og én ting står klart: Han er et kæmpetalent. Lycurgo udtrykker sig med sådan en nerve, at hans stemme er et mulehår fra at knække, mens hans øjne kæmper en intens kamp for at ignorere tårekanalernes impulser, når Shy for eksempel har en gribende telefonsamtale med sin mor eller beder inspektøren om at »fucke af«.
Stevens kærlighed til eleverne er enorm, især fordi han selv har ar på sjælen, og netop den dualitet indkapsler Murphy på troværdig vis. Hans blik bliver mere og mere distraheret, og hans stammen tager til, i takt med at kaosset eskalerer.
Men med Steven i centrum i historien savner man faktisk noget dybde og indsigt i de unges tunge skæbner. Hvad der plager eleverne, bliver aldrig nærmere konkretiseret.
Der ulmer en diagnosticering af unge mænd a la ‘Adolescence’, men lige så tematisk skarpt står ‘Steve’ bare ikke.
Det virker, som om Mielants er en anelse usikker på, om relationerne kan stå selv, og derfor supplerer han fortællingen med nogle ret ekstreme midler, som en CGI-tung og flyvsk kameratur, som desværre er helt malplaceret i det ellers rå og autentiske miljø.
Tv-holdets interviews med de unge virker også utroværdige. Én ting er, at de fungerer som ren og skær patos-eksposition. Noget andet er, at de unge er ekstremt indelukkede og slet ikke har evnen til at udtrykke sig selv, hvilket de ikke engang evner over for deres psykolog.
‘Steve’ vil dog stå tilbage som Jay Lycurgos absolutte gennembrud – og en cementering af, at Cillian Murphy har utroligt meget at byde på, også når han ikke er iført fedora eller sixpence.
Kort sagt:
Den hæsblæsende intense skolefilm ‘Steve’ bæres af stærke skuespilpræstationer fra Cillian Murphy og Jay Lyrcurgo, men man savner dybde, når de unges skæbner rigtigt skal udfoldes.