Hvis der er noget, de store Hollywood-studier ser muligheder i, så er det film baseret på populært legetøj.
Efter 2023-kæmpesuccesen ‘Barbie’ er nye film om blandt andet legetøjsbilerne Hot Wheels, brætspillet Monopoly, legetøjsmærket Matchbox og butiksskæden Toys “R” Us blevet annonceret.
Disse projekter får nu selskab af en film om Labubu, de hypede kinesiske designer-dukker. Det var jo egentlig uundgåeligt, når man tænker på, hvor mange købeglade fans de smilende monsterfigurer har verden over.
Ifølge Deadline har Sony rettighederne til filmen, som er i et tidligt udviklingsstadie. Mediet melder, at der er endnu ikke officielt tilknyttet instruktør eller manuskriptforfatter til filmprojektet. Det er heller ikke besluttet, om vi har at gøre med en animations- eller liveaction-film.
Filmstudiet har ingen kommentar til historien.
Labubu-dukkerne blev skabt af den Hong Kong-fødte, europæisk bosatte designer Kasing Lung i 2015 som en del af kollektionen kaldet The Monsters. De er blevet særligt populære de seneste par år. Ifølge Deadline indtjente den kinesiske butikskæde Pop Mart 430 millioner dollar (svarende til cirka 2,8 milliarder kroner) på The Monsters-figurerne sidste år. I første halvdel af 2025 lød beløbet på hele 670 millioner dollar (4,3 milliarder kroner).
