Jesse Eisenberg donerer sin nyre til en fremmed

Jesse Eisenberg donerer sin nyre til en fremmed
Jesse Eisenberg. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

Under et besøg i nyhedsprogrammet ’Today’ ved tv-stationen NBC delte skuespiller Jesse Eisenberg en noget usædvanlig og selvopofrende nyhed.

Skuespilleren donerer nemlig sin ene nyre til en vildtfremmed person.

»Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg blev grebet af at donere blod. Jeg laver en altruistisk donation til december, og jeg glæder mig helt vildt«, fortalte han i programmet.

En altruistisk donation henviser til, at donoren ikke personligt kender modtageren af organdonationen.

»Det er som udgangspunkt risikofrit og enormt gavnligt. Jeg tror, folk vil indse, at det er en no-brainer, hvis man har tiden og lysten«, uddybede han senere til NBC.

Skuespilleren fortalte også om processen med at finde et match:

»Lad os sige, at person X har brug for en nyre i Kansas City, og deres barn eller hvem end, der ville have doneret til dem, ikke er et match, men jeg er. X kan så få min nyre, og forhåbentligt vil barnet stadig donere sin nyre, men den går så til en organ-bank, hvor de kan finde et andet match. Men det virker kun, hvis en altruistisk donor melder sig på banen«, forklarede han.

Eisenberg var tidligere i år Oscar-nomineret for sit manuskript til ’A Real Pain’, som han også selv instruerede og medvirkede i over for Kieran Culkin. Inden længe er ’The Social Network’-stjernen biografaktuel med ’Now You See Me: Now You Don’t’ – den tredje installation af heist-filmene om tryllekunstner-kvartetten The Four Horsemen.

’Now You See Me: Now You Don’t’ får premiere 13. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af