’Keeper’: Og sådan fik drilsk horrormaestro ødelagt min gode nattesøvn
FILM. Mand møder kvinde. Mand inviterer kvinde på romantisk weekendophold i sin arkitekttegnede luksushytte. Mand bedøver kvinde med sød smiger og slasket chokoladekage. Mand forsvinder sporløst, så husets hemmelige logerende kan skræmme kvinde fra vid og sans.
På overfladen er den biografaktuelle ’Keeper’ – instruktør Osgood Perkins’ tredje gyser på et lille år – alarmerende simpel. Selv maleren Liz (Tatiana Maslany) virker mere skeptisk end bjergtaget, hver gang drømmemanden Malcolm omsvøber hende i kærlighedserklæringer og støvede årgange fra vinkælderen.
De urovækkende røde flag står nærmest i kø for storbykvinden, længe før Malcolm tager bilen ind til byen. Fra knirkende døre og umulige skygger på knasten til desperat kvindenynnen under den harmoniske musik fra lp-afspilleren.
’Keeper’ er på sin vis en sejrsrunde for en instruktør, der med seriemordermesterværket ’Longlegs’ og den balstyriske sorte komedie ’The Monkey’ på ganske kort tid er blevet et af genrens mest velansete navne.
Så meget desto mere vakte det opsigt, da den amerikanske distributør NEON trak stikket for pressevisninger før biografpremieren. Er vi væk fra gysermaestroens stilsikre, mytologiske gys og tilbage til den kvælende prætention fra hans nu glemte Grimm-adaptation ’Gretel and Hansel’?
Tanken strejfede mig, mens kameraet nænsomt bevæger linsen ind mod rislende vandløb, knejsende trætoppe, kaglende hekse og skjulte trekanter i billedet.
Men pludselig flår Perkins det trygge gulvtæppe væk under én. Med et fingerknips materialiserer drillepinden uhyrlige gespenster og skovvæsner fra mørkets dybeste fantasmer.
Det begynder i det små. En silhuet dukker op bag Liz, mens hun åndeløst går på opdagelse i husets tyste mulm. Men scenarierne skejer hurtigt ud, da et af væsnerne strækker halsen til umulige længder og kravler op ad væggen som en Junji Ito-tegning.
Flere gange måtte jeg holde et skrig tilbage, da et blegt ansigt med savl løbende ned ad de sorte gummer viser sig fra det gabende mørke eller pludselig står i dagligstuen med en plastikpose over hovedet.
Mens hacks som Andrés Muschietti brænder millioner af på latterlige CGI-monstrøsiteter i sin banale HBO-serie ’It: Welcome to Derry’, fremmaner ’Keeper’ mareridtsinducerende billeder, jeg ville ønske, jeg kunne glemme.
Det gør det dog også til en bitter pille at sluge, at den omkringliggende historie om en kvinde, der fanges i en klam mands spind, ikke er mere engagerende.
Nok skal gyserfilm kunne skræmme os, men de bedste giver også stof til eftertanke. Det har Perkins selv gjort før. Her slår han blot fast, at han er en fandens skiderik, når det kommer til at bevare min gode nattesøvn.
Kort sagt:
Osgood Perkins’ tredje horrorfilm på et år byder ikke på meget andet end et godt gys – men det gys skal til gengæld nok holde dig vågen de næste mange nætter.