INTERVIEW. Osgood Perkins har en dramatisk, opsigtsvækkende og først og fremmest tragisk familiehistorie.
Hans skuespillerfar Anthony Perkins, kendt for rollen som seriemorderen Normal Bates i Hitchcocks ’Psycho’, døde af aids efter et (dobbelt)liv som skabshomoseksuel. Hans mor var om bord på det første fly, der kolliderede med World Trade Center 11. september 2001.
Man forstår på en måde godt, at Osgood Perkins er blevet instruktør af gyserfilm, kulminerende med den storhittende ’Longlegs’ fra sidste år. Der er traumer at bearbejde, og Osgood Perkins har da også fortalt, at han bruger horrorgenren som en slags personlig terapi.
I det lys virker det både utroligt og ærefrygtindgydende, at han kanaliserer sit forhold til døden med så stor tragikomik, som han gør i sit nye horrorstykke, ’The Monkey’. En film, hvor mennesker dør på de mest grufulde måder, når en lirekasseabe slår på sin tromme!
Undervejs hopper en kvinde i en elektrificeret pool og eksploderer på blodsplattende vis, en Hibachi-grill steger pludseligt et halvt babysitteransigt, og en postkasseholder piercer en kvindes hoved. Alt sammen til stor komisk effekt.
»Humor er bare en vigtig del af min personlighed og karakter, det er sådan, jeg bevæger mig igennem verden«, fortæller instruktøren, da vi taler med ham over en videoforbindelse op til den danske premiere på ’The Monkey’.
»Jeg har lavet lidt mørkere film, men jeg synes, ’Longlegs’ er ret sjov flere steder, og jo ældre jeg bliver, desto mindre interesseret er jeg i at tage mig selv så seriøst«.
Familiefortidens spor
Osgood Perkins’ brutale familiehistorie kan spores i alle hans film.
I debuten ’The Blackcoats Daughter’ fra 2015 bliver to katolske skolepiger efterladt af deres respektive forældre på kostskolen over vinterpausen.
I hans version af Brødrene Grimm-eventyret ’Gretel and Hansel’ bliver søskendeparret efterladt af deres forældre og må klare sig selv.
I ’Longlegs’ hjemsøgte en mors hemmelighed datteren mange år efter.
Og i ’The Monkey’, der er en filmatisering af en Stephen King-novelle, er en far ved at miste sin søn af ren og skær frygt og overbeskyttelse. Lirkasseaben traumatiserer brødrene Hal og Bill, hvilket har sat spor i deres relation i form af skyld og bebrejdelser.
»Jeg tænker ofte på det her med familiedynamikker, hvad det betyder at være en forælder og betydningen af ens egen opdragelse«, fortæller han.
»Det passer rigtigt godt med Stephen King, der deler nogle af de samme bekymringer. Jeg vidste hurtigt, jeg ville gå en lille smule min egen vej i forhold til novellen, men det er mere følelsen i Stephen Kings fiktion. Der er en melankoli omkring det at være forælder og vores forhold til vores børn, og det har altid ræsonneret hos mig, og det ville jeg også udtrykke«, fortsætter Perkins, som selv er far til to sønner og en datter.
Døden som sensation
Ud over humoren er der dog også scener, hvor tragikken overstråler komikken, som når Bill har en meget stærk reaktion under en begravelse. Hvorfor var det vigtigt for dig at have med?
»Fordi det stadig er en film om liv og død. Og jeg synes, det ville være forkert at gøre døden udelukkende til noget komisk. Det er det ikke. Og alle os, der har mistet personer tæt på os, ved, at det er ekstrem svært efterfølgende, og man føler sig virkelig begravet af det, og der er ingen distance fra det«.
»Så jeg tror, at Bill til begravelsen pludselig bliver overvældet af virkelighedens realiteter. Det var vigtigt at vise karaktererne som virkelige mennesker, for ellers bliver filmen bare tåbelig«.
Det virker også, som om der i filmen – blandt andet med en gruppe cheerleaders, der står og hujer ved et gerningssted – er en kritik af måden, vi forbruger døden på i populærkulturen i dag?
»Ja, det er godt sagt. Jeg mener, meget af den kultur, vi forbruger i dag, sensationaliserer en dårlig smag. Den tabloide fascination af mord er ikke noget, jeg dyrker overhovedet. Jeg ser ikke noget true crime. For mig er true crime bare en virkelig skidt ting«.
»’Longlegs’ er så langt fra true crime, som du overhovedet kan komme. Så ja, cheerleaderne udtrykker den her popularisering af konceptet om død og det at gøre døden til en spiselig vare«.
’The Monkey’ kan ses i biografen.