’The Monkey’: Døden er hylende morsom i grandios gyserkomedie fra instruktøren bag ’Longlegs’
Det er den universelle sandhed, som binder os sammen: Paven, Præsidenten, ja selv Emil Thorup – alle er vi fra første åndedræt dødsdømte.
Som den livskloge mor Lois (Tatiana Maslaney) fortæller sine to chokerede tvillingesønner Hal og Bill, vil nogle af os sove fredfyldt ind, mens andre vil stille træskoene på forfærdelig, voldelig vis med gaffatape over munden og en tøjsnor mod struben.
Selv dør hun pludseligt af en boomerang-blodprop i hjernen, kagecreme over hænderne og blod fossende fra øregangene. For i Osgood Perkins’ biografaktuelle horrorkomedie ’The Monkey’ går Døden ikke stille ved dørene.
I instruktørens filmatisering af en gammel Stephen King-novelle føres Dødens hånd af en diabolsk lirekasseabe, hvis metalliske trommehvirvel altid slutter med, at en uvidende person ligger gurglende i sit eget blod.
Hal og Billie finder det antikke legetøj i deres forsvundne pilotfars rodeskab og må sande dens morbide urkraft, da de trækker dens nøgle op, og babysitterens hoved pludselig ligger og syder på Habashi-grillen.
Det er blot begyndelse på en kavalkade af ”tragiske dødsuheld”, der følger de to ind i voksenlivet 25 år senere, og som føres med en drillende pegefinger af manden bag sidste års gysersensation ’Longlegs’.
Hvor den film trak lange skygger fra den amerikanske fascination af seriemorderens modus operandi, griner ’The Monkey’ hysterisk af vores overraskelse ved vores egen dødelighed.
Sjældent har det været så morsomt at opleve kroppens evne til at falde fra hinanden. Én eksploderer over en højspændingselektrificeret pool. En anden får revet halsbåndet ud af en kobra, som angriber fra et golfhul. Og en tredje bliver trampet ned af 67 vilde heste.
Dødsscenarierne slægter selvfølgelig ’Final Destination’-filmene på, hvor ulyksalige teenagere bliver maltrakteret på lignede grand guignol-manér. Men Perkins, der er kendt for sine gotiske, tyste vibes-gysere, dirigerer massakren med en langt mere stilsikker hånd.
Legetøjsaben selv er måske bare en mekanisk attrap, men instruktøren giver den både en labanagtig personlighed og gør den til en krybende trussel gennem effektive jumpscares og trippede drømmesekvenser.
Dødsfaldene opstilles som livets ultimative punchline, da der konstant klippes til de efterfølgende begravelsesceremonielle fotos af ofrene. Nogle gange før vi overhovedet har set døden finde sted. Og som voksen oplever den socialt isolerede Hal (Theo James) døden med en forceret sorgsmaske, som konstant vækker latter.
»Der er da ingen kobraer i Maine?« spørger han den manierede ejendomsmægler Barbara, da hun fortæller, at de lokale indbyggere er begyndt at falde på stribe. »Bare den ene«, replicerer hun komisk, før hun selv forvandles til rød dug foran et haglgevær, der går af ”ved et uheld”.
Ikke alle de komiske indslag rammer så rent hjem. En længere, stivnakket scene med Elijah Wood som en bedaget livsstilscoach og Hals søns nye stedfar er særligt tåkrummende. Og ligesom enkelte slog tæerne på Nic Cages gal-geniale afbildning af seriemorderen Longlegs, vil denne films aparte dialog og kejtede karakterer næppe falde i alles smag.
Men Perkins har altid været tung at danse med. Det er trods alt, hvad der har gjort hans film så vidunderligt idiosynkratiske, og det er bestemt også tilfældet her. For trods galgenhumoren er ’The Monkey’ samtidig en overraskende melankolsk ode om at nyde tilværelsen med dem, du elsker mest, mens de stadig er her.
Det er et emne, Perkins kender på egen krop. Som ganske ung døde hans far, skuespilleren Anthony Perkins (’Psycho’), af aids, da han levede et dobbeltliv som homoseksuel. Og moren Berry Berensons endeligt var om muligt endnu mere gruopvækkende, da hun var passager på det første fly, som kolliderede med World Trade Center.
’The Monkey’ er måske ikke en traditionel måde at bearbejde sorg på, men det gør den blot så meget desto mere hjerteskærende. Og ikke mindre underholdende af den grund.
Kort sagt:
’Longlegs’-instruktør Osgood Perkins er allerede tilbage med en hysterisk morsom, overraskende vedkommende gyserkomedie, hvor Dødens hånd føres af en diabolsk lirekasseabe.