I september var Ali Sivandi tilbage på det store lærred for første gang siden 2019 i finansthrilleren ’Hood’, hvor han spillede økonomidirektøren Saman.
Da vi ved den lejlighed interviewede Sivandi, spurgte vi ham om, hvad den vigtigste optur i hans karriere havde været. »Jeg tror faktisk, det fedeste har været, da jeg fik lov til at instruere min tv-serie (‘King’, red.). Det har også gjort mig til en bedre skuespiller at få lov til at prøve at være instruktør«, svarede han.
På daværende tidspunkt var der endnu ikke overvældende med information at hente om ‘King’, men nu kommer serien – om ganske få dage!
Den lander nemlig på TV 2 Play i weekenden, og nedenstående trailer giver et indblik i, at vi kan forvente godt med højspændt action fra de fire afsnit.
Serien handler om den 18-årige Yasin, der drømmer om at blive til noget stort. Men han trækkes ind i farlige subkulturer og befinder sig pludselig et sted, hvor grænserne mellem rigtigt og forkert er opløst.
‘King’s hovedroller spilles af nye navne, men byder også på opsigtsvækkende birolleoptrædener fra musikerne Benny Jamz, Jamaika og Sandra Hussein. Førstnævnte bragede som bekendt ind på scenen sammen med Sivandi i Fenar Ahmads debutfilm ‘Ækte vare’ fra 2014.
Foruden at have instrueret serien spiller Ali Sivandi selv med i ‘King’, men han har også fået habile navne i form af Josephine Højbjerg, Ali Kazim, Arash Mosaddegh, Vicki Berlin og Oscar Bjerrehuus om bord på projektet.
Serien er skrevet af Bashar El-Zouheiri, som også var medforfatter på ‘Familier i Norden’ tidligere på efteråret.
