Gwyneth Paltrow afviste sexscene med Ethan Hawke i mesterinstruktørs film

Gwyneth Paltrow afviste sexscene med Ethan Hawke i mesterinstruktørs film
Gwyneth Paltrow 2022. (Foto: RB/Bauer-Griffin/GC Images/ Getty Images)

Gwyneth Paltrow har netop gjort skuespilcomeback med sin rolle i ‘Marty Supreme’, hvor hun efter eget udsagn har »en masse sex« med hovedrolleindehaver Timothée Chalamet.

Tidligere i karrieren var Paltrow dog mere tilbageholdende, hvad angik sexscener på film. Faktisk sagde hun fra over for den vordende mesterinstruktør Alfonso Cuarón, da han fortalte om en erotisk ladet scene, hun skulle lave med Ethan Hawke i filmen ‘Great Expectations’ fra 1998.

Det forklarer hun i et filmet samtaleformat hos Vanity Fair over for netop Ethan Hawke, skriver Entertainment Weekly.

Det er egentlig Hawke, der bringer emnet på banen. »Kan du huske, hvordan Alfonso pitchede dig kærlighedsscenen?«, spørger han, hvortil Paltrow svarer: »Oh my God«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her var tale om en oralsexscene, hvor Paltrows karakter skulle være den modtagende part. Hawke genfortæller, hvordan han husker, Cuarón beskrev sin vision:

»Kameraet kommer til at bevæge sig ned ad din mave, og så kommer det til at bevæge sig op over dine bryster, og så går det ind i dit ansigt, mens du når ekstase. Og når du når ekstase, vil lyset eksplodere som solen!«, reciterer Hawke med tyk spansk accent.

Han fortsætter: »Jeg kan huske, at jeg kiggede på Gwyneth, og Gwyneth er sådan: ‘Alfonso. Det kommer jeg aldrig til at gøre«.

»Jeg tænkte: ‘Oh my God, min far kommer til at få et hjerteanfald’«, siger Paltrow om sin egen reaktion. »I starten af min karriere var jeg virkelig selvbevidst omkring, at min far og bedstefar skulle se den slags«, forklarer hun. »Det generede mig virkelig. Nu ville jeg være ligeglad«.

Tidligere har hun fortalt, at hun under ‘Marty Supreme’-optagelserne for første gang i karrieren stiftede bekendtskab med en intimkoordinator på settet.

‘Marty Supreme’ får dansk biografpremiere 19. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af