Alex Honnold efter skyskraber-stunt: »Jeg ville gøre det gratis«

Alex Honnold efter skyskraber-stunt: »Jeg ville gøre det gratis«
'Skyscraper Live'. (Foto: Netflix)

Natten til søndag dansk tid klatrede Alex Honnold, kendt fra dokumentaren ’Free Solo’, op ad skyskraberen Tapei 101 i Taiwan live på Netflix – helt uden sikkerhedsudstyr. Honnold gennemførte klatringen med livet i behold, og hans nærmeste kan nu ånde lettet op. 

Honnolds hustru, Sanni McCandles, har tidligere åbnet op omkring bekymringerne forbundet med hans ekstreme klatringer, efter parret er blevet forældre, men hun var alligevel at finde på sidelinjen under ’Skyscraber Live’. 

Selvom hun støtter sin mands højtravende projekter, gjorde hun det klart på en pressekonference efter eventet, at der er en grænse for, hvor langt hun vil gå: »Når du virkelig elsker en, og du tror, de måske er stressede, siger du: ’Jeg ville ønske, jeg kunne tage deres plads, og at jeg kunne fjerne deres stress’, men i det her tilfælde tænkte jeg bare: ’Godt jeg ikke er ham!’«. 

Hun tilføjer, at hun var glad, da klatringen startede, fordi der ikke var mere ventetid, og fordi Honnold »fik lov til at gøre, hvad han ønskede«. 

Honnold selv var også godt tilfreds oven på den overståede klatring og understregede over for The New York Times, at han ikke gjorde det for pengenes skyld: »Jeg ville gøre det gratis. Hvis der ikke var et tv-program, og bygningen gav mig tilladelse til at gøre det, ville jeg gøre det, fordi jeg ved, jeg kan, og fordi det ville være fantastisk. Jeg mener, bare at sidde helt alene på toppen af spiret er sindssygt«. 

Det er dog ikke småpenge, Honnold har modtaget for at gennemføre klatringen. Han vil ikke selv røbe beløbet, men The New York Times mener at vide, at friklatreren har modtaget i omegnen af 500.000 dollars for stuntet. 

Klatringen skulle være foregået natten til lørdag dansk tid, men blev rykket et døgn på grund af ustadigt vejr. 

Soundvenues Mathies Sætre Rasmussen så med live og gik efterfølgende i seng med uro og ubehag i maven. 

’Skyscraber Live’ kan nu streames på Netflix. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af