KOMMENTAR. To mænd i et hemmeligt forhold, dømt til at gemme deres seksualitet og følelser i et miljø, hvor det at være anderledes ikke blot kan få store personlige konsekvenser – det kan potentielt også ødelægge karrieren.
Det er udgangspunktet for den hypede canadiske serie ‘Heated Rivalry’, som nu omsider er landet på det danske HBO Max. Her udspiller en hemmelig queer romance sig i ishockeymiljøet, som er kendt for en maskulin og underliggende homofobisk kultur.
Serien er blevet et fænomen, men den har også vækket en ældgammel diskussion til live. Serien handler egentlig om, hvordan det er at være queer inden for sport, men når vi slukker skærmen og ser på fanreaktionerne online, handler det også om adskillelsen af fiktion og virkelighed.
I spotlyset står nemlig de to nye, ukendte skuespillere Connor Storrie og Hudson Williams. De spiller henholdsvis den russiske Ilya Rozanov og den canadiske Shane Hollander, der spiller for rivaliserende hold, og som efter deres møde som 17-årige indleder et seksuelt forhold gemt i længselsfulde berøringer under borde og bag dørene på hotelværelser.
Begge holder deres seksualitet bag lås og slå i frygt for, at det kan ødelægge deres lysende karriere, og for at Rozanov aldrig kan vende tilbage til sit hjemland, hvis det kommer ud. Serien har ikke mindst vakt opmærksomhed for de lange, mange og relativt eksplicitte sexscener, og skuespillernes berømmelse er har vokset med raketfart. Blandt andet præsenterede de sammen en pris til Golden Globe-showet, hvor de lavede sjov med, at alle i salen havde set dem nøgne.
Men fascinationen kan som bekendt hurtigt gå for langt. Og mens Storrie og Williams spiller et par på skærmen, vil alle nu gerne vide, hvem de selv går i seng med.
Det gamle Hollywoods lukkede døre
Forfatteren Rachel Reid har skrevet bøgerne bag ‘Heated Rivalry’ med udgangspunkt i den kultur, hun observerede som hockeyfan.
Men også filmverdenen har været præget af en udbredt homofobi. På film blev de første kys mellem to mennesker af samme køn i 1920’erne brugt til at chokere et publikum, der endnu ikke var klar til at tænke i den slags baner.
Hays-koden gjorde blot reglerne endnu strammere. Det var ikke blot censur fra regeringens side, men også et forsøg på at undgå at miste penge fra både den katolske og protestantiske kirke, som historisk set ikke har set mildt på homoseksualitet.
’Psycho’-stjernen Anthony Perkins er et af de tidlige eksempler på en queer skuespiller, der måtte lide grusomt. Efter at have spillet en homoseksuel karakter på Broadway florerede rygterne ivrigt om hans seksualitet, og i starten af 1970’erne opsøgte han omvendingsterapi.
Gyserlegenden giftede sig med en kvinde og forblev gift indtil sin død. Sønnen Oz Perkins har udtalt, at farens seksualitet blev holdt skjult af deres mor, og at den åbne, men usagte hemmelighed stadig rumsterer i deres familie.
Rock Hudson var en anden af Hollywoods store maskuline heltefigurer, der aldrig erklærede sin seksualitet, heller ikke da han fik aids i 1985.
Og selv i dag spekuleres der stadig over, om James Dean og Marlon Brando var i et hemmeligt forhold, eller over hvorfor Cary Grant boede med sin mandlige kollega i mere end 12 år. Greta Garbo og Marlene Dietrich var andre stjerner, der konstant simrede rygter om.
Skuespiller Richard Chamberlain, der sprang ud som 68-årig i sine erindringer, beskrev det, som at han »lod som om han var en normal person«, i frygt for at hans karriere ville blive knust. Og selvom Hollywood senere er blevet kendt for sin egen queerscene, gjorde AIDS-epidemien i 70’erne og 80’erne livet sværere for alle, hvis seksualitet lå uden for den heteroseksuelle norm.
Presset til at springe ud
I nyere tid sprang Elliot Page ud som lesbisk i en sensationel tale i 2014 efter at være blevet outet som blot 18-årig. Da han kom ud som transkønnet mand i 2020, blev diskussionen omkring hans identitet endnu engang et offentligt anliggende.
Og med den udvikling, fankulturen har gennemgået de seneste årtier, har en skræmmende tendens taget til i intensitet. Grænserne mellem kendis og fan udviskes nemlig mere og mere.
Den prominente queer-serie ’Heartstopper’ havde premiere i 2022 og tiltrak et stort publikum, der længtes efter underholdning, som skildrer, hvordan det er at vokse op og føle sig anderledes.
En af hovedrollerne, den blot 18-årige Kit Connor, blev nødsaget til at springe ud som biseksuel, efter fans af serien kritiserede ham for queerbaiting. Connor blev altså beskyldt for at lade, som om han var queer for at gavne sin karriere, ikke blot for at spille en rolle.
Nu kommer presset på at afdække skuespillernes seksualitet og identitet ikke længere ud af ren nyfigenhed eller forargelse, men ud af et nærmest aktivistisk krav om, at man er, hvad man spiller. At man er queer nok til at kunne repræsentere en hel gruppe mennesker i fiktionens verden.
I et interview tilbage i december kom ‘Heated Rivalry’ for alvor under luppen, da den åbent homoseksuelle Jordan Firstman, som medvirker i serien ‘I Love LA’, kritiserede skuespillerne for at lade, som om de var queer.
Som kommentar til, at hverken Storrie eller Williams har sagt noget offentligt om deres seksualitet, bemærkede han, at »en homoseksuel mand ville sige det. Jeg respekterer dig ikke, hvis du bekymrer dig så meget for din karriere, og hvad der vil ske, hvis folk tror, du er homoseksuel«.
Samtidig udgav den notoriske sladderprofil på Instagram, deuxmoi, en podcast-episode, der dykkede ned i spekulationer om en kvinde, der angiveligt skulle være Williams’ kæreste, og de delte sågar både hendes navn, og hvad hun arbejdede med.
»Det er faktisk ulovligt«
Hvor nogle spørger, om det er fair, at heteroseksuelle skuespillere spiller homoseksuelle karakterer, bør man i hvert fald også spørge, om det er fair at kræve, at et menneske udlægger noget så personligt som sin egen identitet for at blive hyret til en rolle.
Som serieskaberen Jacob Tierney har udtalt: »Jeg synes ikke, der er nogen grund til at tale om det. Du kan ikke spørge om sådan noget under en casting. Det er faktisk ulovligt«.
Connor Storrie selv har tålmodigt betegnet interessen for hans privatliv som normal, men også sagt, at »jeg synes, at hvem jeg selv går i seng med, i virkeligheden er overflødigt«.
Nu bliver deres åbne biseksuelle medspiller Francois Arnaud tilmed lagt for had på X, da et par billeder fra en lufthavn tolkes, som om han måske er i et forhold med Storrie. Her bliver han sammenlignet med sin yngre medspillers ekskæreste, beskyldt for at betale paparazzier for at tage billeder af dem og bliver endda kaldt klam og det, der er værre, på grund af deres aldersforskel.
Et grundlæggende krav om bredere diversitet og repræsentation er nødvendigt, og alene det, at vi taler mere åbent om det, er en positiv udvikling. Vi vil spejle os, og vi vil have lov til at kunne se mere end én slags mennesker på skærmen, for det er trods alt sådan, den rigtige verden fungerer, efter filmen slutter.
Men med sociale medier føler man, at man kender menneskene bag. Og vi kan fristes til at tro, at de er præcis som dem, vi ser på skærmen, og den relation, vi søger efter.
Men det her er ikke fiktion. Når fans, kollegaer og pressen skubber queer mennesker ud af skabet, leger vi med rigtige følelser og rigtige menneskers ret til et privatliv – og til selv at afgøre, hvornår de vil eller ikke vil springe ud – på en måde, der er stærkt problematisk.
Dét er på ingen måde fremmende for hverken repræsentation, queerness eller mentalt velvære.
’Heated Rivalry’ kan ses på HBO Max.