’Wonder Man’: En uventet drømmeduo er vidunderlig i Marvels overraskende superheltesatire
SERIE. Jeg troede egentlig, jeg var nogenlunde godt forberedt på, hvad Marvel ville kaste efter mig med sin nyeste og i alt 17. seriesatsning.
’Wonder Man’ er nemlig blevet markedsført under domænet ’Marvel Spotlight’, der, modsat de andre ’Marvel’-serier som ’Loki’, ’Falcon and the Winter Soldier’ og ’Ironheart’, fokuserer på jordnære, karakterdrevne historier som ikke nødvendigvis kræver, at man har set de foregående 16 tv-serier og 37 film.
Og da den seneste trailer landede, virkede det til, at Marvel og de to showrunnere Andrew Guest (’Community’) og Destin Daniel Cretton (’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’) ville levere en eksperimenterende metafortælling om Hollywoods superheltemani, om den efterfølgende superheltetræthed og om skuespillergiggets glamour og skyggesider.
Det bliver skam indfriet, men til min store overraskelse er det de to hovedkarakterer og deres troværdige venskab, der gør serien værd at se – uagtet ens aktuelle superhelte-bias.
I ’Wonder Man’ følger vi den talentfulde skuespiller Simon Williams (Yahya Abdul-Mateen II), der kæmper med at bryde igennem som skuespiller i Hollywood.
Han er målrettet og hårdtarbejdende og har i starten af serien netop landet en mindre rolle på ’American Horror Story’, men ender med at blive fyret, da hans ekstreme fokus på detaljer og en omfattende baggrundshistorie til sin korte birolle bliver for meget for instruktøren.
Herefter søger han nostalgisk tilflugt i en smal biograf, der viser klassikere på repeat, herunder ’Midnight Cowboy’. Blandt publikum møder han den skandaliserede og ligeledes cinefile skuespiller Trevor Slattery (Ben Kingsley), som blev verdenskendt for sin berygtede præstation som terroristen The Mandarin (som vi mødte i ’Iron Man 3’ og senere ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’).
Da Slattery fortæller Williams, at han skal til casting på en genindspilning af den kitschede 70’er-superheltefilm ’Wonder Man’, og at den tilmed instrueres af Oscar-vinderen Von Kovak (spillet af en ustyrligt veloplagt Zlatko Burić), øjner han sit livs chance for at bryde igennem – endda i en genindspilning af sin afdøde fars yndlingsfilm.
Mens deres spirende venskab forankres i den krævende castingproces og deres fælles kærlighed til deres karrierevalg som skuespillere, viser det sig, at både Slattery og Williams gemmer på dybe hemmeligheder, der kan få katastrofale konsekvenser for dem begge.
En del af min begejstring for ’Wonder Man’ handler om, at Marvel – for en stund – har vovet at fjerne et tv-produkt fra samlebåndet og give det et kreativt og friskt udtryk, som (helt uden multiverser) kan lokke selv udmattede Marvel-fornægtere tilbage om bord.
Som satire over Hollywoods superhelteindustri rammer serien plet, især i det prætentiøse og desperate valg af en feteret instruktør som Von Kovak til en superheltefilm – et valg, der kan sættes i relief til Marvels egen brug af dygtige indiedarlings som Chloé Zhao, Cate Shortland og Nia DaCosta til overproducerede studiefilm som ’Eternals’, ’Black Widow’ og ’The Marvels’.
Mindre veloplagt er serien, når den ihærdigt presser skuespillere som Josh Gad, Ashley Greene og Joe Pantoliano ind i handlingen som fiktive udgaver af dem selv, hvilket hurtigt bliver til en usjov gimmick langt fra ’The Studio’s niveau.
Og så skinner fortællingen altså allermest i sine oprigtige øjeblikke, der står på skuldrene af Yahya Abdul-Mateen II og Ben Kingsleys glimrende sammenspil. Mateen spiller Williams med en nuanceret blanding af intens passion, sårbarhed og ensomhed, der suppleres af en uforløst længsel efter at blive elsket og respekteret for den, han er.
Skønt hans hemmelighed rent overfladisk er hans skjulte superkræfter, kan det tolkes som en allegori for noget mere meningsfuldt, hvad end det er seksuelt eller psykisk betonet. Serien giver aldrig et entydigt svar og lader det i stedet være op til fortolkning, men det giver Mateens helstøbte præstation en ekstra dimension.
Den gensidige respekt finder han i Kingsleys fjumrede og kujonagtige, men i grunden godhjertede Slattery, og deres atypiske og gribende venskab ender med at blive den største gevinst i løbet af seriens otte afsnit.
Kingsley supplerer Mateen perfekt, både i de følsomme scener og i de mere gakkede indfald, og man kan ikke undgå at forelske sig i deres umage makkerskab. Fra deres første møde til den sødmefulde (Hollywood-)slutning.
Kort sagt:
Yahya Abdul-Mateen II og Ben Kingsley udgør en uventet, men helt igennem vidunderlig drømmeduo i Marvels underholdende og eksperimenterende ’Wonder Man’.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.