’Bridgerton’ sæson 4 del 1: Netflix-hittets lidenskab og libido har tabt gnisten
SERIE. Det er eskapistisk ’Bridgerton’-tid.
For Netflix’ rosenrøde comfortserie er tilbage, og nu kan vi glemme alt om sibirisk kulde og amerikanske præsidentnykker med endnu en rejse til Londons velklædte bourgeoisi.
Vanen tro benådes vi med en ny hovedrolle, og denne gang følger vi titelfamiliens næstældste søn Benedict (Luke Thompson): familiens playboy, der lever et boheme libertinerliv i bar kas’, hvor han hylder polyamori.
Indtil nu måske?
For til sæsonens første overdådige bal mærker han antræk af en monogam besiddertrang, da han forelsker sig i en uventet gæst/tjenestepige, Sophie (Yerin Ha) in disguise.
De når kun lige at snave kort, før hun ved midnat skynder sig hjem i sin lånte karet og alt, han har tilbage, er hendes handske og et sultent hjerte, Askepot-style.
Og præcis som i det ikoniske eventyr lurer både diskrimination og en ond stedmor i kulissen, ligesom livet som underbetalt maid er et centralt element, når Netflix-seriens seneste sæson endelig adresserer klasseskel og retter blikket mod samfundets forpustede hurtigløbere.
Jo jo, den ellers idylliske serie kan skam sagtens gribe (florlet) om alvorstunge tematikker som uretfærdighed og privilegieproblematikker.
Men det er muligvis også den eneste nytænkende del af ’Bridgerton’, for som altid er der spændte bryster i korsetter og fortærsket pladderromantik, mens hovedpersonen dovent driver handlingen frem i sin søgen efter sin mystiske natkysser.
Ej, løgn. Anderledes forfriskende er det, at mama Bridgerton (Ruth Gemmell) endelig smider tøj og hæmninger, når hun inviterer sin fling på ’te’. Faktisk er den kvindelige orgasme og det gode sexliv kærkomne fokuspunkter i denne omgang af periodedramaet, der understreger – skulle nogen (fortsat) være i tvivl – at klitorissen ikke er en senmoderne opfindelse.
Det lyder rigtignok lækkert og liderligt. Det er det bare ikke rigtigt. For selvom ’Bridgertons’ evige motor – to elskende, der bruger 700 år på at overgive sig til hinanden – tidligere har resulteret i længsel, lidenskab og sitrende libido, mangler der her både begær og kemi mellem Sophie og Benedict.
At sæsonens centrale romance er utroværdig og gnistløs, er næsten lige så irriterende, som når Benedict tror, det er en kompliment at blive spurgt, om man vil være hans hemmelige, selvopofrende elskerinde (#manchild). Han er ikke bare dum og barnlig, men også blind. Han ser i hvert fald ikke, at kærligheden og den eftersøgte dame seriøst står lige over for ham. Altså … som i lige dér.
Har du selv et ok syn, kan du glæde dig over, at serien fortsat er en taktil og farverig fornøjelse. Og du kan ligeledes glæde dig over, at den momentvis serverer enkelte interessante konflikter, når spørgsmål om ægteskaber og familie-ære stilles – særligt takket være seriens feministiske fyrtårn og evige single gal Eloise (Claudia Jessie), der denne gang slår fast med syvtommersøm, at hun ikke vil giftes, men derimod være et heteropessimistisk menneske i egen ret.
Hun får dog sparsom skærmtid, for serien vil tilsyneladende hellere bruge sin sideplotskapacitet på en ligegyldig historie om Dronning Charlotte (Golda Rosheuvel) med det kroniske smirk, der indgår en slags sladderpagt med Lady Whistledown (altid skønne Nicola Coughlan).
Desværre er sidstnævnte fanfavorit ikke lige så sjov at følge, når det er alment kendt blandt både seere og seriens bedre borgerskab, hvem 1800-tallets gossip girl er.
Generelt er denne omgang af ’Bridgerton’ hverken synderligt sjov eller medrivende, så anden del skal saftesuseme lægge sig i selen, hvis sæsonen ikke skal føles som totalt spild af pastelfarver – og tid.
Kort sagt:
’Bridgerton’ forsøger at være bevidst og progressiv, men mangler den gnist, der engang gjorde serien uimodståelig.