’Pulp Fiction’-forfatters karriere er reddet af AI: »Det ser fantastisk ud«

’Pulp Fiction’-forfatters karriere er reddet af AI: »Det ser fantastisk ud«
Samuel L. Jackson som Jules Winnfield i 'Pulp Fiction'. (Foto: PR)

Roger Avarys største bedrift er uden tvivl hans arbejde på Quentin Tarantinos udødelige klassiker ’Pulp Fiction’, hvor han assisterede mesterinstruktøren under manuskriptets tilblivelse. Siden er det gået stødt ned ad bakke for Avarys karriere, men nu mener han, det vender takket være AI.

Det fortalte han for nyligt som gæst i ’The Joe Rogan Experience’.

Over det seneste år har Avary opbygget en teknologivirksomhed, der laver AI-film, og nu har han hele tre af slagsen på vej. Før AI var det »næsten umuligt at få en film op at stå« for ham, men nu er historien åbenbart en helt anden.

»Lige pludselig bliver der kastet penge efter det. Bare ved at tilføje ordet AI, og at det er en teknologi-baseret virksomhed, kommer investorerne til«.

De kommende projekter tæller en julefilm, der skal udkomme senere i år, en religionsbaseret film, der skal udkomme i påsken 2027, samt hvad Avary kalder et »stort romantisk krigsepos«.

Han giver samtidig sit besyv med i diskussionen om brugen af AI i film og tv: »Mange mennesker er imod AI, men det er jo bare visuelle effekter. Og jeg har erfaring, blandt andet fra ’Beowulf’-filmen, med det. Hvad der plejede at koste en million dollars i minuttet, koster nu 5000 dollars i minuttet, for at gøre det virkelig, virkelig godt«.

»Det ser fantastisk ud, faktisk. Jeg synes, det er spændende tider for film- og tv-produktion«.

Avarys produktionsvirksomhed hedder General Cinema Dynamics og arbejder tæt sammen med AI-virksomheden Massive AI Studios.

Udover ’Pulp Fiction’ skrev Avery også manuskriptet til ’True Romance’ sammen med Tarantino og stod bag filmatiseringen af Bret Easton Ellis-romanen ’The Rules of Attraction’ i 2002. Senest har han skrevet og instrueret actionthrilleren ’Lucky Day’ fra 2019.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af