Både seere og anmeldere har taget varmt imod den nye ’Game of Thrones’-spinoff ’A Knight of the Seven Kingdoms’.
Nogle fans har på sociale medier forklaret seriens succes med, at den, i modsætning til mange andre fantasyserier, ikke er woke, fordi den har to hvide mænd i hovedrollerne.
Et element af serien, der ikke lever op til antiwoke-prædikatet, er dog castingen af Tanzyn Crawford, der spiller Tanselle. Et valg, der da også har forårsaget negative kommentarer, udelukkende baseret på hendes race.
I et interview med Wonderland udtaler hun sig nu om kritikken: »Det var intimiderende at træde ind i noget, som folk er så forbundne til, elsker så meget og har en masse meninger om. Jeg fik helt sikkert nogle negative kommentarer om race, men altså, jeg har arbejde – og jeg følger mine drømme«.
Valget af Crawford har fuld støtte fra forfatteren bag bogforlægget George R.R. Martin, som også har været med til at skabe serien. I en samtale mellem de to har han ifølge skuespilleren sagt: »Du var lige præcis, hvad jeg havde forestillet mig«.
Crawford fortæller ligeledes, hvorfor hun synes, at Tanselle er en spændende karakter:
»Det smukke ved Tanselle i serien er, at hun er et mere blødt indslag. Resten af serien er så mandet, meget hård og brutal. Jeg synes, hun er selvsikker og har sine egne små passioner og verdener, som er meget anderledes fra alle andre. Hendes historie centrerer sig selvfølgelig om Dunk, men hun har sin egen ting kørende for sig«.
Tanselle optræder ikke i George R. R. Martins anden novelle om Dunk og Egg, ’The Sworn Sword’, som den kommende anden sæson af serien baserer sig på. Til gengæld er Crawford tilknyttet den kommende Netflix-serie ’Assassin’s Creed’.
