Det her Jean-Claude Van Damme-remake havde ingen set komme

Det her Jean-Claude Van Damme-remake havde ingen set komme
'Bloodsport'. (Foto: PR)

Der har været lidt for stille fra den britiske serieskaber Michaela Coel, der i 2020 skabte den kritikerroste overgrebskomedie ‘I May Destroy You’.

Alt tyder på, at hun vender tilbage med en ny serie i år, hvor hun også er aktuel over for Anne Hathaway i popstjernedramaet ‘Mother Mary’.

Dog er der også netop kommet nyt om et andet projekt fra hendes hånd, der er rimelig overraskende. Coel skal nemlig skrive og instruere et remake af den kendte kampsportsfilm ‘Bloodsport’ fra 1988, der havde Jean Claude van Damme i hovedrollen. Det sker under A24’s faner. Det skriver blandt andre Variety.

Coels tidligere projekter ligger ellers langt fra actiongenren. I ‘I May Destroy You’ spiller hun selv hovedrollen som en navlepillende millenial-digter, hvis virkelighedsopfattelse styrter i grus efter et seksuelt overgreb. Inden det stod hun bag komedieserien ‘Chewing Gum’, der handlede om en ung kvindes hverdag med masser af seksuelle udfordringer.

Den originale ‘Bloodsport’ blev instrueret af New Arnold og handler om Frank Dux, der forlader sin plads i millitæret for at tage til Hong Kong for at deltage i en livsfarlig kampsportsturnering.

»Jeg har længe beundret kampsportsudøvere og er imponeret over den disciplin, intensitet og isolation, sporten kræver af dem. Jeg er spændt på at udforske den her verden, især med A24 som mine samarbejdspartnere. LAD OS KOMME I FUCKING GANG«, udtaler Michaela Coel i en pressemeddelelse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af