’Big Mistakes’: Netflix’ nye krimikomedie kulminerer i et decideret jawdroppende twist

’Big Mistakes’: Netflix’ nye krimikomedie kulminerer i et decideret jawdroppende twist
'Big Mistakes'. (Foto: Spencer Pazer/Netflix)

SERIE. Familie. Moders trygge skød? Barndommens gade? Den hellige ko med et utal af undertrykte konflikter, hvor bebrejdelser flyder passivt-aggressivt gennem blodbaner og hen over middagsbordet?

Lad os bare kalde det, hvad det er: en gedigen pain in the ass – og lykkeligvis også virkelig godt tv.

Se bare den nye Netflix-serie ’Big Mistakes’, der er ’Schitt’s Creek’s quirky lillesøster og endnu et af Dan Levys underholdende portrætter af familiedysfunktionalitet. I flertal.

Ting sejler nemlig for The Dardanos, der ellers forsøger at begrave stridsøkser og gammelt nag – bedstemødre inklusive – men i praksis er en totalt kaotisk samling af individualister, som hurtigt forvandler historien om en 90-årigs bortgang til en crime comedy (en cromedy? crimedy?).

For efter blot få minutter begår seriens dynamiske duo og suveræne hovedkarakterer – den småneurotiske storebror Pastor Nick (Dan Levy) og det anarkistiske mellembarn Morgan (Taylor Ortega) – verdens mest beskedne butiksrøveri, der hurtigt eskalerer til et samarbejde med mafiaen.

‘Big Mistakes’. (Foto: Spencer Pazer/Netflix)

Over otte velsmurte afsnit er det fornøjeligt at følge dem rode rundt i den kriminelle underverden, ikke mindst i deres uendelige sammenstød med goodie-goodie-efternøleren Natalie (Abby Quinn), der er kampagneleder for mor-Linda (en genial Laurie Metcalf) i dennes jagt på borgmesterposten.

Hun har min stemme. For selvom matriarken er pisseirriterende som en hysterisk micromanager for sine voksne børn, er hun også ualmindeligt elskværdig, når hun taler om kvindeliv og knuste (sex)drømme. Det er netop denne eftertragtede tvetydighed, der præger ’Big Mistakes’ velspillede karaktergalleri.

Og mens der hentes skumle typer ud af fængsler og gemmes kokain i tyrenosser, åbenbares familiens kløfter og smertepunkter, hvilket giver kærkommen tyngde til en ellers humoristisk og til tider ret lollet serie.

Morgan læser eksempelvis højt fra forsvarsmekanismens abc, når hun struggler med den fastgroede tilværelse som folkeskolelærer og kommende brud til den blødsødne mande-baby Max (Jack Innanen), der ikke bare insisterer på medlidenhed og halskraver, men også på at gøre kærlighedssprog til et universelt livsprincip. Typen.

Man forstår mere og mere hendes evige sarkastiske svirp – og hendes tiltagende sult efter noget større og mere ustyrligt. Og man forstår, hvorfor hun søger en tæt relation til Nick.

‘Big Mistakes’. (Foto: Netflix)

Han er nemlig både virkelig sjov og seriens (og familiens) elskværdige følelsesmæssige anker. Men også han kæmper med personlige kriser, og det er faktisk helt rørende at overvære ham forsøge at forene et liv i semifrivillig cølibat med en skjult relation til en af menighedens hotte mænd – og forsøge at forene sin position som præst med sit nye sidegeschæft som forbryder.

Thi når den ene hånd stjæler, bruges den anden til at holde sig for øjnene, ik?

Jo. I hvert fald i dette skæve univers, hvor Guds tjenere svindler, og svigermødre – i Elisabeth Perkins’ velklædte bosslady-skikkelse – blackmailer, og hvor gode mennesker er lige så gode, som de ’bedste’ familier er problemfrie.

Men alle løgnene, vi fortæller os selv og hinanden, har det som bekendt med at kradse sig vej til overfladen. Og selvom krimiplottet i ’Big Mistakes’ til tider halter eller fremstår en smule uforståeligt, kulminerer det i et vellykket, decideret jawdroppende twist.

Sjældent har et fællesfoto set så anstrengt og akavet ud – og sjældent har en sæson to føltes mere uundgåelig.


Kort sagt:
Dan Levys nye krimikomedie er en underholdende påmindelse om alt det, vi elsker og hader ved familier.

‘Big Mistakes’. Serie. Skaber: Dan Levy og Rachel Sennot. Medvirkende: Dan Levy, Taylor Ortega, Laurie Metcalf, Abby Quinn, Jack Innanen, Elizabeth Perkins, m.fl. Spilletid: 8 afsnit á ca. 40 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af