(Spoiler alert: Læs først, når du har set ’The Drama’)
»Vi har ikke lyst til at spoile filmen, men vi er nødt til det«, står der i et Instagram-opslag fra den amerikanske organisation March for Our Lives, der retter kritik mod biografaktuelle ‘The Drama’,
»Måden, denne film er blevet markedsført på, er dybt misvisende i forhold til den virkelighed, den beskæftiger sig med«, skriver den studenterdrevne organisation, som arbejder for skærpelse af amerikansk våbenlovgivning. »Vi forventer bedre fra A24 og kunstnerne bag den«.
March for Our Lives er utilfredse med, at Kristoffer Borglis nye film bliver markedsført som »en mørk romantisk komedie« uden at advaret sit publikum på forhånd om det alvorlige tema, som filmens titulære drama og store twist kredser om: skoleskyderier.
I ‘The Drama’ forbereder hovedpersonerne Charlie (Robert Pattinson) og Emma (Zendaya) sig til deres bryllup, men gommen får store betænkeligheder over deres relation, da bruden som del af en selskabsleg afslører en mørk hemmelighed.
Hun indrømmer, at hun som 15-årig planlagde et skoleskyderi, men at hun ikke gennemførte det. I flashbacks ser vi hende forberede angrebet. Vi ser hende også blive del af en aktivistisk antivåbenorganisation.
March for Our Lives-talsperson Jaclyn Corin har ikke selv set ‘The Drama’. Men hun udtaler til Indiewire, at folkene bag filmen burde have startet en »produktiv« samtale om emnet i markedsføringen i stedet for at lade det være en overraskelse for publikum.
»Når man beskæftiger sig med et emne så kompliceret og komplekst som våbenvold i USA og skolemassakrer, ligger der efter min mening et ansvar hos kunstnerne, instruktørerne, studiet samt de involverede skuespillere for at sikre, at samtalen ikke kun foregår i filmen, men også i markedsføringen, så den bliver produktiv«, siger hun.
»At lade det stå åbent og ikke tage ansvar for at diskutere, hvor alvorligt og virkeligt dette emne er, er i bedste fald en spildt mulighed, men i værste fald skadeligt«
A24 og Kristoffer Borgli har ikke svaret på kritikken.
