Surprise-afsnit af ‘The Bear’ har lige ramt Disney+

Surprise-afsnit af ‘The Bear’ har lige ramt Disney+
'The Bear'-afsnittet 'Gary'. (Foto: Hulu)

Uden varsel er et nyt afsnit af ‘The Bear’ lige landet på Disney+.

Afsnittet hedder ‘Gary’ og er en slags løsrevet sequel til kokkeserien, hvor vi følger Richie og Mikey på arbejdstur til byen Gary i Indiana.

Det er skuespillerne bag Carmys fætter og afdøde storebror, Ebon Moss-Bachrach og Jon Bernthal, der selv har skrevet afsnittet, som er instrueret af seriens hovedskaber Christopher Storer.

De to skuespillere har et tæt bånd og spiller også sammen i Broadway-stykket ‘Dog Day Afternoon’, og i et Instagram-opslag beskriver Moss-Bachrach surprise-afsnittet som »en drøm, der er gået i opfyldelse«.

Ifølge en officiel beskrivelse skildrer afsnittet de to venners komplicerede forhold, hvor vi både får ny indsigt i Mikeys mentale problemer og i, hvem Richie var, før vi mødte ham som den lige dele anstrengende og hjertevarme Richie i starten af ‘The Bear’.

‘The Bear’ har tidligere flittigt benyttet flashbacks for at optrevle Carmys familiefortid, men nu er der altså mulighed for at blive klogere på de to karismatiske og besværlige arbejderklassefyres liv og sjæl over en fuld time.

‘The Bear’ slutter med den kommende sæson 5, som endnu ikke har fået en premieredato, men meget vel kan lande i løbet af sommeren som de foregående sæsoner.

‘The Bear’ startede som et forrygende fænomen, men er dog dalet i kvalitet med de seneste sæsoner. Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen gav tre stjerner til sæson 4 og konkluderede:

»Hvis man ikke gik død i tredje sæson af ‘The Bear’, er der god sandsynlighed for, at man gør det i fjerde«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af