‘The Bear’ sæson 4: Hvis man klarede forrige sæsons Michelin-onani, kan man nu få lov at dø af kedsomhed
I 2022 ankom ‘The Bear’ og fik med otte korte, højintense afsnit hele verden til at skrige »yes, chef« af Jeremy Allen White, mens priserne regnede ned over den.
På det tidspunkt virkede det fair at kalde den en komedieserie, selvom den i virkeligheden mest handlede om dysfunktionalitet og selvmord.
Siden har det ikke været helt så let at sætte fingeren på, hvad ‘The Bear’ er og vil. Fra sæson 2 blev serien mindre stilsikker, men levede højt på sit kokkeunivers og sine gæstestjerner i sensationelle afsnit som ‘Forks’ og ‘Fishes’.
I tredje ombæring tog serieskaber Christopher Storer munden lige lovlig fuld med ængstelig Michelin-onani med et ambitiøst, men trættende resultat. Efter ti afsnit nåede vi endelig frem til noget direkte drama, da en negativ anmeldelse landede fra The Chicago Tribune, og man havde en klar følelse af, at fjerde tur ville hente stikkene hjem.
Desværre når vi ikke langt ind i den nye sæson, før en voldsom følelse af deja-vu melder sig.
Regningerne fra sidste sæsons evige menuskift og »non negotiables«-regler hober sig op, og i første afsnit kommer onkel Cicero og den ulideligt usjove karakter Computer og deklarerer, at der er to måneder, til pengekassen bliver lukket i.
Fordi ‘The Bear’ har en forkærlighed for at skilte med sine budskaber, bliver der selvfølgelig hængt et ur op i køkkenet, som i bedste mareridtsmotiverende ånd tæller ned fra to måneder (1440 timer).
Således: Ingen ny sæson af ‘The Bear’ uden et umenneskeligt tidspres, en ny køkkengadget, ingen ny sæson af ‘The Bear’ uden at blive sonisk waterboardet af indierock eller spammet af skud af Chicagos metrosystem. Af andre gamle tricks får vi også hospitalsindlagte forældre, Tina der tvivler på sig selv, omsorgstilberedte retter, der bare aldrig rammer som fordums chipsomelet, og ikke mindst: »Hey, Will Poulter er her!«.
Efter den misforstået vægtige begravelse for Olivia Colmans forgudede restaurant Ever har Richie også ansat de tre irriterende troldmandstjenere fra ‘Forks’. Ikke mindst rykker den meget manic pixie hovedtjener-type Jessica ind og får styr på tropperne med post-its, mens hun Mr. Miyagier sin følelsesmæssigt forvirrede kollega.
Som i forrige sæson er mange af karaktererne blevet udstyret med mantraer mere end replikker.
Der er stadig øjeblikke, hvor ‘The Bear’ har nerve og skønhed, men den er ikke stramt fortalt.
Handlingen er mest noget, der foregår på et teoretisk plan. Kunne ‘The Bear’ ikke klippe hen til sit fortænkte nedtællingsur, ville den ikke engang have påskuddet om fremdrift.
I sidste sæson sad Sydney fast i sit personlige dilemma om, hvorvidt hun skulle blive medejer med Carmy eller starte forfra hos konkurrentkokken Noah Shapiro. Det gør hun stadig, og selvom det er centrum for et fint soloafsnit, bliver beslutningen trukket i absurd langdrag.
Hvor Sydney tidligere brugte basketballtræneren Coach K’s memoir som gimmickbibel, er det nu kokken Ebra, der render rundt med sit eget selvrealiseringsprojekt uden for kernehistorie om at ville »tænke stort«. Det får han hjælp til fra Rob Reiner i en birolle, der burde være fantastisk, men kun er okay.
Hvor sidste sæson til en vis grad kunne give mening som en form for kunstnerisk nulstilling, der insisterede på at udfordre og eksperimentere, lader hovedformålet nu til at være, at alle inklusive seeren skal opleve frustrationen ved The Bear, der udover at være en økonomisk dødssejler er vedvarende udfordret af, at alle, der arbejder der, er dybt traumatiserede eller i personlig krise.
Ikke mindst Carmy, der efterhånden er så psykologisk lamslået, at han ikke giver mening som karakter.
I glimt tager han ejerskab over restauranten, og der er nogle fine scener, hvor han interagerer med sin afdøde bror, men det meste af tiden siger han bare ting på terapisprog, uden at det er dramatisk interessant. Cirka hver tredje gang han åbner munden, er det undskyld. På et tidspunkt besøger han arkitekten Frank Lloyd Wrights legendariske Chicago-hus, men jeg fattede ikke hvorfor. Anderledes overgjort er det, når han vågner til ‘Groundhog Day’ på sofaen.
Måske er jeg simpelthen bare blevet følelsesmæssigt resistent over for ‘The Bear’s selvhøjtidelige forhold til sin egen sorgtematik. Det eneste tidspunkt, jeg kunne mærke noget, var i et kort, men ondskabsfuldt hot klip, hvor Jeremy Allen White stod med Sugars nyfødte baby.
‘The Bear’ elsker alle sine karakterer, men alt for ukritisk. Selvom vi har tilbragt timevis med mange af dem, føles det, der skal forestille at være guldafsnittet i fjerde sæson (en bryllupsfest på 70 lange minutter), lige så indforstået som at være til afskedsfest på en højskole, man ikke har gået på.
Er du måske dybt investeret i at høre, at den mindst mindeværdige Fak-bror (Theodore) er blevet kæreste med Claires roomate? At Richies ekskone Tiffany (Gillian Jacobs) har et heart to heart-øjeblik med Onkel Cicero? At Richies ekskone Tiffany har et heart to heart-øjeblik med Carmys kusine Michelle (Sarah Paulson)? Eller at dessertkokken Marcus’ EJENDOMSMÆGLER er fætter til Richies ekskones nye mand (Josh Hartnett)?
Derudover er et af de nye quirky påfund nogle tilbagevendende mystiske referencer til Sugars forhenværende BFF Francine Fak, som hun er blevet dødeligt uvenner med. Da vi endelig får sat ansigt på Francine, er det i en rigtig sjov casting, der drukner lidt i, hvor genialt universet tydeligvis synes, det selv er.
På fjerde sæson er ‘The Bear’ skiftevis blevet en serie, der forveksler uldne følelsesudvekslinger med kvalitetsdrama, hvis det altså ikke har travlt med at være en anstrengende nuttethedsparodi på sig selv. Nogle gange er det meningsfuldt, men som helhed er det til at dø af kedsomhed over.
I indlevelsesevne er vi gået fra »yes, chef« til »no, chef« til »who cares, chef«, og for en serie, der engang fik alt, der foregik i et ramponeret sandwichkøkken befolket med ukendte skuespillere, til at føles som liv eller død, må det siges at være sidste søm i kisten.
Kort sagt:
Hvis man ikke gik død i tredje sæson af ‘The Bear’, er der god sandsynlighed for, at man gør det i fjerde.