‘The Odyssey’ storhitter disse dage i biograferne verden over, men alligevel falder snakken allerede på, hvad Nolans næste projekt mon bliver. Også selvom han selv har udmeldt, at han har brug for en lang pause, og at der vil gå »mindst« tre år, før hans næste film udkommer.
I mellemtiden har Nolan fortalt, at han er nysgerrig på horrorgenren. I et interview med The Hollywood Reporter fortæller han, at horrorelementerne i ‘The Odyssey’ kun har givet ham lyst til at udforske genren yderligere:
»Det giver mig absolut appetit efter mere. Men jeg har altid ment, at horrorgenren skal tilgås meget forsigtigt fra et konceptuelt standpunkt. Med andre ord er du nødt til at have en vidunderlig idé. Når du tager ind for at se en film som ‘Obsession’, der har du en vidunderlig idé. Den film fungerer som en motherfucker. Det handler ikke om det tekniske. Det handler om historien. Så jeg er altid på udkig«
Horrorgenren er dog ikke den eneste disciplin, Nolan har overvejet at dyppe tæerne i. ‘The Odyssey’-instruktøren er nemlig også begejstret for romantiske komedier. Han har dog vurderet, at han slet og ret ikke tør lave den slags film selv. Det har han afsløret under en nylig optræden på ‘The Tonight Show’.
Efter at Nolan har fortalt meget af det hårde arbejde, der er blevet lagt i ‘The Odyssey’, spørger vært Jimmy Fallon nemlig kækt: »Har du nogensinde tænkt for dig selv: “Mand, den næste film jeg laver, skal være en let én”? Hvad med en Christopher Nolan-romcom?«.
Her svarer Nolan: »Jeg tror en romcom ville være ufatteligt svært. Jeg elsker selv at se filmene, men jeg opfatter komedie – folk, der instruerer komedier, folk der laver komik – som noget af det sværeste i verden, det med at få folk til at le på den måde«.
»Især risikoen man løber, når man laver en film«, fortsætter Nolan. »Hvis jeg viser en film til folk, og der er dele, som der ikke er respons på, kan jeg tænke ‘Ah, de forstår den ikke’. Det kan man ikke gemme sig bag, når man laver komedier. Jeg ville være rædselsslagen for at gøre sådan noget«.
Se hele ‘The Tonight Show’-interviewet nedenfor, hvor Nolan også kommer ind på meget af effektarbejdet på ‘The Odyssey’.
