’Det lille hus på prærien’: Hvad er bedre end Netflix’ nye klassiker-opdatering? Influenza og kedsomhed
SERIE. ’Det lille hus på prærien’ var primært noget, jeg læste, når jeg som barn var på bedsteforældreferie i Saltum, hvor der hverken var wifi eller nævneværdigt sjovt. Eller noget, jeg så på TV 2 i 00’erne, når jeg var syg.
Nostalgikeren i mig glædede sig derfor næsten til at se Netflix’ nye serieadaption af Laura Ingalls Wilders ikoniske erindringsbøger med voksne og friske øjne. Dog helt uden grund.
Jeg kan i hvert fald ikke påstå, at Rebecca Sonnenshines opdatering af historien er en bedre oplevelse end kedsomhed i Nordjylland. Eller influenza.
Det er smukt, når den søde familie Ingalls, bestående af mor, far og to børn, rykker fra deres skovhytte i Wisconsin til Kansas’ prærie. Bortset fra en næsten-drukneulykke og en hundefadæse er det nemlig meget noget med at synge fællessang og flette hår, mens der bygges et hjem med bare næver og The American Dream. Plus a wee bit of herskermentalitet.
For det såkaldt frie stykke land, som en masse hvide mænd nu prøver at gøre til deres eget, ejes af Osage-folket. Det skaber naturligvis spændinger, og mens støvet fra borgerkrigen stadig hænger i luften, frygter begge lejre, at flere sønner og døtre skal begraves i den jord, de alle kæmper om.
Ja, der er rigtignok fare og historiske konflikter på færde i ’Det lille hus på prærien’. Og selvom skildringen af racisme og (mislykket) konflikthåndtering bliver både forsimplet og karikaturpræget, er der flere noble budskaber om næstekærlighed og det gode naboskab – ofte reciteret af den charmerende hovedperson og slangebøsseekspert Laura (Alice Halsey).
Men der spilles lige rigeligt meget på violinerne. Bogstaveligt og figurativt talt.
For det lidt tand- og karakterløse melodrama er spækket med store følelser og alvorstunge emner som alkoholisme, PTSD og søskendejalousi, men uden reel dybde.
Når man keder sig – for det gør man – kan man lykkeligvis fortabe sig i den idylliske natur, der altid er leveringsdygtig i fuglefløjt, i tilfælde af at vi skal fatte, at ting går godt, eller pludselige tordenbrag, når ’fredsgivende’ traktater ikke underskrives, og voksne mænd struggler med deres gigantiske egoer.
Speaking of, så er Daddy Ingalls (Luke Bracey) som altid heltemodig og hot. Mama Ingalls (Crosby Fitzgerald) er til gengæld ofte sengeliggende og semisur. Det ville jeg nok også være, hvis jeg var kysebærende kvinde i starten af 1800-tallet – og hvis den familie, som jeg netop havde født et tredje barn ind i, var ved at gå fallit.
Pionerens plan om at leve et langt og lykkeligt middelklasseliv på prærien bliver nemlig hele tiden udfordret, og femkløveret rammes på skift af enten feber, virkelig irriterende og dybt forstyrrende drømmesyn eller genstridig hjemve.
But home is where the heart is …. tror jeg nok er en slutpointe i en serie, der ellers er helt utroligt postnummer-orienteret. Og det er da skønt at blive mindet om, at krisetider kalder på omsorg og nærende fællesskab.
Der er desuden et juleafsnit, der er ret wholesome, og det er unægteligt cute, når storesøster Mary (Skywalker Hughes) endelig kysser med en dreng fra kiosken.
Jeg kan dog ikke høre på flere patriotiske gajolæske-floskler eller se et sekund mere af Netflix’ uambitiøse samlebåndsproduktioner, hvor gode fortællinger forvandles til ligegyldigt materiale i et slags familievenligt forsøg på at skabe deres egen pendant til Taylor Sheridans succesfulde westernserier.
Kort sagt:
Læs bogen i stedet.
Anmeldt på baggrund af hele serien.