‘Heartstopper Forever’: Queerserie sætter punktum, der efterlader dig med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen
Netflix-serien ‘Heartstopper’ er gået en smule under radaren.
I modsætning til beslægtede ‘Heated Rivalry’, ‘Sex Education’ og ‘The Summer I Turned Pretty’, som også henvender sig til et ungt publikum og på forskellig vis tager spirende seksualitet og omgivende tabuer op, er den ikke eksplicit eller grænsebrydende for, hvordan man taler om sex.
I stedet er den helt utroligt sød. Sådan tårer-i-øjnene, smile-for-dig-selv sød. Godt-at-den-her-serie-findes sød. Og på nogle måder er det in this day and age endnu mere opsigtsvækkende end det forudsigelige forsøg på at blive månedens sexshow.
Sådan har ‘Heartstopper’ været gennem dens tre sæsoner, og sådan er også filmen ‘Heartstopper Forever’, som markerer afslutningen på fortællingen om Nick, Charlie, deres romance og deres drøm af en queer og omsorgsfuld vennegruppe.
I løbet af sæsonerne har de ikke manglet hverken indre eller ydre modstand. Den på overfladen så ordentlige drengeskole piblede af homofobi, og i den unavngivne britiske forstad skal man ikke skille sig meget ud for at, ja, skille sig virkelig meget ud. Men Alice Osman, som både har skrevet serien og de grafiske romaner, den er baseret på, har hele vejen igennem fundet en balance mellem det alvorlige og det forløsende. Man føler sig i sikre hænder med ‘Heartstopper’.
Som der blev lagt op til i tredje sæson, er Nick, som er et år ældre end Charlie, inden længe på vej på universitetet. ‘Heartstopper Forever’ følger det sidste år, hvor han fortsat er skoleelev, men mens Charlie virker til med en vis ro at komme sig over sin spiseforstyrrelse, tvivler Nick mere end nogensinde før på sig selv. »I have no idea what i’m doing with my life«, skriver han i det, der skulle være et inspirerende essay til universitetsansøgningen.
Charlie hjælper ham med at finde et job i en hundekennel. Faktisk hjælper Charlie ham med det meste, og det er en balance, som Nick har svært ved at acceptere. Samtidig er Nick bange for, at han ikke kan passe tilstrækkeligt på sin kæreste og føler sig ansvarlig for at forhindre et tilbagefald til spiseforstyrrelsen.
Det er dejligt, at ‘Heartstopper Forever’ direkte konfronterer det, man kunne kalde ‘Twilight’-syndromet i YA-genren: at kærligheden bliver altoverskyggende og altopslugende, og at man glemmer, at begge parter i et sundt forhold også har venner og fritidsinteresser. Nick virker til at have reduceret alle sine gode sider til sin kæresterelation, og i en hjerteskærende konflikt mellem dem konfronterer Charlie ham med det.
Det kan godt være, at deres forhold har været en stor del af deres formative år, men skal det fortsætte ind i voksenlivet, skal de begge gå ind i det som hele mennesker.
‘Heartstopper Forever’ er også sit ansvar som queer-bastion bevidst, og der er flere rørende scener, hvor vi mindes om, at nok tager de hånd om hinanden i omgangskredsen, men de eksisterer ikke i et vakuum. Elle, som er transkønnet, kommer med en brandtale om de politiske kræfter, som ønsker dem noget ondt, og får sparket alle sine venner med til Pride. Charlie opretter en gruppe for queer elever på sin skole, så de yngste elever, i modsætning til ham selv, ikke skal føle sig så alene.
Det kan måske lyde som en udelukkende sober og moden film, og der er da også mere alvor at spore i ‘Heartstopper Forever’ end i de foregående sæsoner. Men charmen og varmen er intakt, ikke mindst takket være kemien mellem Kit Connor og Joe Locke, som spiller Nick og Charlie.
Jeg savnede at se mere til Elle, Tao og resten af vennegruppen, men jeg er glad for, at ‘Heartstopper’-fællesskabet findes i al sin kærlige queerhed.
Kort sagt:
‘Heartstopper’-serien får et fint punktum med ‘Hearstopper Forever’, som uden tvivl efterlader dig med et smil på læben og en tåre i øjenkrogen.