’Infowars’: På sit bedste er nyt YouTube-program den sødeste hævn

’Infowars’: På sit bedste er nyt YouTube-program den sødeste hævn
'Infowars' med Tim Heidecker. (Foto: The Onion)

SERIE. Det er sket flere gange, at politiske tv-personligheder i USA har haft så graverende skandaler, at de har måttet trække sig fra deres programmer.

Bill O’Reilly gik fra at være den største stjerne på FOX News til et liv på obskure hjemmesider, mens hans arvtager på kanalen, Tucker Carlson, havde bedre succes med at fortsætte sin profilerede karriere efter at have mistet sit program.

Derfor var det selvfølgelig en lettelse, da Alex Jones mistede sin YouTube-kanal Infowars, efter at retten kendte ham skyldig i at lyve om skoleskyderiet på Sandy Hook og gøre skade på ofrenes familier, som han kaldte betalte skuespillere. Men hvad skulle holde ham fra at slå igennem med en ny kanal under et andet navn?

Heldigvis er hans relevans minimeret sammenlignet med tiden før retssagen. Nærmest til en grad, hvor man kunne være bekymret for, hvor aktuel den nye Infowarskanal ville føles, efter at det satiriske medie The Onion erhvervede sig rettighederne til navnet. 

Alex Jones’ hedengangne program ‘Infowars’.

Der er nemlig gået en rum tid, siden Infowars med Alex Jones havde sin mærkværdige storhedstid med vilde konspirationsteorier om alt fra politikere og skoleskyderier til at regeringen sprøjter kemikalier ud over os, der gør dyrene homoseksuelle.

Alligevel har The Onion fået komikeren Tim Heidecker til at stå i spidsen for det nye program. Med sig bringer han stærk erfaring fra det uendelige YouTube-program ’On Cinema at the Cinema’ og en uforligneligt sjov Jones-karikatur.

Omringet af et helt univers af tilsyneladende skiftende musikalske introer, absurde reklamer for virksomheder der både tilbyder at lave dit tis om til guld og dit guld om til tis, redskaber der kan flade din penis ud for at gøre den mere følsom, og et opvarmningsinterviewprogram, der trækker på Joe Rogans godtroende samtaler med mærkelige gæster, sidder Heidecker og spinder sine egne nyheder.

Hurtigt har de fået skabt en parallel verden, hvor Alex Jones er død efter at være eksploderet i sin bil – og han er siden blevet erstattet af en mand i en maske.

Selvom det nye program desværre ikke var der, da der var mest brug for nogen til at udstille hvor fuldstændig vanvittigt Alex Jones’ ’Infowars’ var, er der stadig noget forløsende over at se nogle fange galskaben og tage brodden af den.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når noget kan efterabes så godt og få vendt sine egne metoder imod sig, mister det hurtigt sin styrke.

Desuden står kanalens eksistens nu som et bevis på, at de gode nogle gange vinder. 

Selvom den først og fremmest er sjov, er Tim Heideckers ’Infowars’ også en påmindelse om, at magtbalancerne kan skifte, og at man måske kan løsne op i en af sine panderynker.

Det gør den mere effektfuldt end andre satireprogrammer som ’The Daily Show’ og ’Saturday Night Live’, der efterhånden har formularer så efterprøvede, at de sjældent føles farlige eller som nybrud længere.

Baseret på de første to programmer eksisterer ’Infowars’ dog også så meget i sin egen verden, at der ikke er den krog i de virkelige nyheder fra uge til uge, der gør at man bare  følge med i de nyeste udsendelser. 

Efterligningen af Alex Jones’ uddøde forgænger er veludført og en stærk gimmick i sig selv, men tiden må vise, i hvilke retninger det kan bevæge sig. 


Kort sagt:
Den nye, satiriske version af ‘Infowars’ er sjov og sød hævn over løgnhalsen Alex Jones – og en påmindelse om at de gode nogle gange vinder.

Infowars. YouTube-serie. Vært: Tim Heidecker. Medvirkende: Jim Haggerty. Spillelængde: Ugentlige afsnit á 60 minutter. Premiere: Kan ses hver torsdag på YouTube.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af