‘Et monsters bekendelser’: HBO-serie svælger i dansk morders fuldkommen forfærdelige forbrydelser

‘Et monsters bekendelser’: HBO-serie svælger i dansk morders fuldkommen forfærdelige forbrydelser
'Et monsters bekendelser'. (Foto: HBO Max)

DOKUMENTARSERIE. En af danmarkshistoriens absolut værste forbrydere, Peter Frederiksen, blev i 2018 dømt til to gange livstid i fængsel i Sydafrika, men endte med at dø i 2024. 

Hvis man ikke fulgte med i historierne om ham dengang, har jeg lyst til på forhånd at advare om, at det drejer sig om helt syge forbrydelser.

Frederiksen blev dømt for at have bestilt mordet på sin hustru, for at have voldtaget et barn og for at være i besiddelse af seksuelt materiale med børn.

Men som om det ikke var galt nok, kan man i HBO-serien ‘Et monsters bekendelser’ se manden selv udlægge næsten hele teksten – som peger på mange flere ofre i Danmark og Afrika over en lang årrække.

Seriens indgangsvinkel er det danske journalistpar Helle Maj og Jørn Stjerneklar, kendt fra afsløringen af krigsfotografen Jan Grarups løgnehistorier, der bliver kontaktet af en på det tidspunkt ukendt dansk mand i Sydafrika, som ender med at fortælle dem historier til kamera i tre dage.

Men før sagerne begynder at rulle, ved de ikke helt, hvad de skal stille op med materialet.

‘Et monsters bekendelser’. (Foto: HBO Max)

Først efter ransagningen af danskerens hjem vælger de at hjælpe de lokale myndigheder med at opklare sagen, og efterhånden som skeletterne vælter ud af skabene, fremstår interviewet og mandens dagbog som en uhyggelig leg med ilden.

For den danske mand, Peter Frederiksen, viser sig at have et langt spor af død og ødelæggelse efter sig. 

Allerede tilbage i Danmark tyder det på, at han har dræbt en mand ved at forgifte hans øl og udført uautoriseret omskæring af kvindelige kønsdele på en kvinde, han møder gennem det københavnske BDSM-miljø.

Senere viser det sig, at han har 21 klitorisser liggende i sin fryser i Sydafrika. 

På flugt fra en anmeldelse om at have en container fuld af våben i Danmark lader det til, at Frederiksen har haft næsten frit spil til at få likvideret både sin ekskone i en brand, at lade to ukendte kvinder dø under fejlslagne omskæringer, at forgifte sin svigersøns øl og i alt nå op på mellem ni og 21 formodede ofre.

Journalisterne bliver personligt bange under retssagen, hvor Helle Maj vidner, efter Frederiksen tilsyneladende får likvideret en nøgleperson i retssagen, selvom han er i fængsel, og truer med at dræbe flere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alt sammen en meget spektakulær og forfærdelig sag, der kun giver flere myrekryb, når man ser manden selv fortælle om dem til kamera. 

Peter Frederiksen var fuldstændigt skruppelløs, men tiggede nærmest også om at få fortalt sin historie.

‘Et monsters bekendelser’ får fint ridset op, hvor ondskabsfuld manden var, men vakler mellem at ville dyrke ham som et uforståeligt uhyre og at foregive at ville lære mere om mennesket.

I bedste fald ender seriens afsluttende raison d’etremed at være, at den indskriver Peter Frederiksen som en af de allerværste forbrydere i dansk kriminalhistorie, som Jørn Stjerneklar afslutningsvis ønsker.

Men det meste af serien føles det, som om den nærmere går Frederiksens ærinde ved at fortælle hans historie og dvæle ved hans ugerninger, som så meget true crime gør.

Han inviterede jo trods alt selv til det store interview og kunne næsten ikke holde sig fra at smile og fortælle om mord og omskæringer.

Vi har prøvet mange gange før at lade os overvælde af ondskabens uhyrlighed og væmmes ved de grufulde detaljer. Man fristes til at spørge: Hvad skulle underholdningsindustrien – og seerne – dog stille op uden grufulde mordere?

Serien strøg øjeblikkeligt ind som nummer 1 på HBO Max i Danmark.


Kort sagt:
Sagen om Peter Frederiksen er så grotesk, at den er perfekt til true crime. Men når vi i sidste ende ikke lander et mere reflekteret sted i overvejelserne om mandens karakter, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, er resultatet ikke meget andet end ren slibrig underholdning.

‘Et monsters bekendelser’. Dokumentarserie. Instruktion: Martin Kjær. Medvirkende: Helle Maj, Jørn Stjerneklar, Peter Frederiksen, Lynda Stein. Spilletid: 4 afsnit á 40 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af