Hollywood graver fortsat dybt i live-action-udgaverne af animerede klassikere. Og nu er turen kommet til Bedrock.
Ryan Gosling er efter sigende i tidlige forhandlinger med Warner Bros om at producere en ny live-action-udgave af tv-serien ’The Flintstones’. Men i stedet for at vende tilbage til ét af de tidlige powercouples, Fred og Wilma, skal filmen ifølge Deadline centrere sig om barnet med trækøllen, Bamm-Bamm Rubble.
I den originale serie finder naboparret Barney og Betty Rubble et spædbarn på deres dørtrin, som de adopterer. Med sin overmenneskelige styrke og sin trækølle »bam-bammer« han alt på sin vej.
Gosling udvikler projektet gennem sit produktionsselskab Open Invite sammen med sin producerpartner Jessie Henderson. Makkerparret er angiveligt på jagt efter en manuskriptforfatter.
’The Flintstones’ er skabt af animationsstudiet Hanna-Barbera og havde premiere i 1960 som én af de første tegnefilmserier lavet til voksne. Seriehittet, der satte en stenalderfamilie ind i en satirisk spejling af det amerikanske forstadsliv i 1960’erne, blev en kæmpe succes. Flintstone–familien har tidligere fået to live-action-versioner: ’The Flintstones’ fra 1994 og efterfølgeren ’Viva Rock Vegas’ fra 2000.
Den oprindelige succes satte også gang i spinoff-serien ’The Pebbles and Bamm-Bamm Show’, der dog kun fik en enkelt sæson i 1971. Her er Bamm-Bamm og Fred og Wilmas datter, Pebbles, blevet teenagere, kærester og bandkollegaer i Bedrock Rockers.
Genoplivningen kunne bringe Gosling i spil som Bamm-Bamm, men det vides endnu ikke, om han kommer til at optræde foran kameraet.
Gosling befinder sig i sin legende blockbuster-æra med fokus på roller af komisk islæt. Efter ’Barbie’ har han haft stor succes med ’Project Hail Mary’, og for nylig blev han annonceret til at skulle spille Ghost Rider i Marvels kommende film af samme navn.
Inden da kommer vi dog til at se ham i den ventede Star Wars-film ’Starfighter’, der får premiere til maj næste år.
