Ryan Gosling slutter sig til Marvel-universet – indtager rolle tidligere besat af Nicolas Cage

Ryan Gosling slutter sig til Marvel-universet – indtager rolle tidligere besat af Nicolas Cage
Ryan Gosling. (Foto: PR)

Til et panel under dette års San Diego Comic Con, annoncerede Marvel Studios-præsident Kevin Feige, at der var en ny film på vej om den motorcykelkørende antihelt Ghost Rider. Det fortæller Marvel på deres hjemmeside.

Her meddeler de også, at hovedrollen vil blive indtaget af Ryan Gosling, og at filmen vil være instrueret af Shawn Levy, der især er kendt for sine samarbejder med en anden Ryan, nemlig Reynolds. Levy har nemlig instrueret ‘Free Guy’, ‘The Adam Project’ og senest ‘Deadpool & Wolverine’.

Den kommende ‘Ghost Rider’-film bliver dog ikke parrets første film sammen. Til maj spiller Gosling nemlig hovedrollen i en ny ‘Star Wars’-film fra Levy. Denne har fået titlen ‘Star Wars: Starfighter’.

‘Ghost Rider’-tegneserierne blev senest filmatiseret med Nicolas Cage i hovedrollen – først i en film fra 2007 og sidenhen med en fortsættelse i 2011. Disse film var distribueret af Sony og var dermed ikke en del af Marvel Cinematic Universe, der ellers så småt var ved at tage fart i de år. Goslings og Levys ‘Ghost Rider’-film bliver dermed figurens debut i det igangværende Marvel-univers.

Tidligere i år kom det desuden frem, at Gosling måtte trække sig fra en kommende film, som ‘Everything Everywhere All At Once’-instruktørparret The Daniels står bag. Han er sidenhen blevet erstattet af Matt Damon. Det kunne tænkes, at Marvel-rollen muligvis kunne være årsagen til, at der ikke var plads til The Daniels-filmen i Goslings skema alligevel.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af