‘Deadpool & Wolverine’: Ryan Reynolds og Hugh Jackman har glohed kemi i bedste MCU-film i årevis
I år er det 24 år siden, den første ’X-Men’-film fik premiere.
Længe inden Kevin Feiges ambitiøse og succesfulde (og på det seneste skrantende) filmfranchise Marvel Cinematic Universe (forkortet MCU) var blandt andre Patrick Stewart, Hugh Jackman og Ian McKellen med til at åbne biografpubikummers øjne for superheltegenrens pompøse underholdningsværdi.
Siden fulgte der et hav af sequels, spin-offs og reboots, som det unægteligt hører sig til i Hollywoods driftige maskinrum.
I dag er ’X-Men’-filmene kendt for et imponerende topnivaeu (’X2’, ’X-Men: Days of Future Past’, ’Logan’), der beklageligvis også er blevet forfulgt af et blamerende bundniveu (’X-Men: The Last Stand’, ’Dark Phoenix’, ’X-Men: Apocalypse’).
Men ’X-Men’-filmenes overordnede impact på superheltefilm er ikke sådan at kimse af.
I 2016 udkom de muterede superheltes frække slægtning, ’Deadpool’, hvor Ryan Reynolds gjorde rollen som Wade Wilson/Deadpool aka Merc with a Mouth til sin mest ikoniske af slagsen (efter et skuffende første livtag med karakteren i ’X-Men Origins: Wolverine’). Og da den vellykkede toer landede i 2018 til lyden af tilsvarende applaus, var Reynolds’ popularitet som antihelten urokkelig.
I tredje ombæring, der nu endelig (!) kommer seks år senere, gør Reynolds’ metabevidste motormund Deadpool og Hugh Jackmans kortluntede Wolverine deres imødesete entréer i førnævnte Marvel Cinematic Universe, hvilket selvfølgelig kun kan lade sig gøre, fordi Disney købte studiet bag ’X-Men’-filmene, 20th Century Fox, i 2019.
Igennem den nye film mærker man tydeligt 24 års cinematisk arvegods, der konstant prikkes kærligt til undervejs i handlingen. Derudover er ’Deadpool & Wolverine’ også den med længder bedste MCU-film siden ’Spider-Man: No Way Home’ fra 2021.
Akkurat som med ’No Way Home’ er det umådeligt svært at gengive handlingen, der er mineret med sprængfarlige spoilere. Her får du derfor et ufarligt resume, så du ved selvsyn kan opleve glæden ved de mange overraskelser og easter eggs, som Reynolds’ selvudnævnte »Marvel-Jesus« leverer.
Seks år efter begivenhederne i ’Deadpool 2’, hvor Wade ‘lånte’ Cables (Josh Brolin) tidsmaskine til at rette op på sit liv og redde sin udkårne, Vanessa (Morena Baccarin), er hans tilværelse paradoksalt nok gået lidt i dvale.
Han lever nu et stille, civilt liv sammen med sin roomate Blind Al (de foregående films scenestjæler Leslie Uggams), mens venskaberne med blandt andre Colossus, taxachauføren Dopinder og (sukkergrisen) Peter stadig holdes ved lige.
Men da organistationen TVA (Time Variance Authority) dukker op (her bør du nok liiiiige se et par afsnit af ‘Loki’ som forberedelse) til Wades fødselsdag med tilbuddet om at deltage i en mission, der er fatal for multiversets skæbne, bliver han lokket tilbage i rollen som Deadpool. Her er det også afgørende, at han får shanghajet en yderst modvillig og slukøret Wolverine til at deltage.
Ligesom med ‘Deadpool’ og ‘Deadpool 2’ foregår alting i ‘Deadpool & Wolverine’ i et forrygende snapt tempo. Fra de talrige, afsindigt morsomme jokes på bekostning af Disney/Marvel, Fox’ forskellige Marvel-film og Reynolds og Jackmans karrierer til den fanservice-fyldte handling, der suser afsted om ørene på én. Også soundtracket bidrager positivt til løjerne – med både Madonna og *NSYNC på lydsporet.
Som Deadpool selv får nævnt i en forbifart, er biografpublikummer »vant til lange spilletider«. Men no worries, hr. Pool – din film var ikke et minut for lang.
Til trods for sin status som Disney-film, så har ‘Deadpool & Wolverine’ heldigvis også fået en R-rating. Spørgsmålet var så bare om Disney ville gå planken ud og rent faktisk give instruktør Shawn Levy, forfatterrummet og ikke mindst Deadpool selv frie tøjler til at svinge katanaerne og ustyrligt spytte ukvemsord ud?
Det er, heldigvis, business as usual.
Blod og indvolde flyver om ørene på karaktererne, og både Deadpool og Wolverine svovler ad hinanden som et muggent ægtepar. Det er topunderholdende, hvilket både skyldes manuskriptet og de to stjerners forrygende, glohede kemi, der endda overgår forventningerne.
Wolverine bliver konstant stiktosset på Deadpools evigt grænsesøgende og flabede væsen, og når de to usårlige og praktisk talt udødelige kamphaner glemmer mission, mål og modstander for at gå i flæsket på hinanden, kommer latterudbruddet snigende på ny.
Heldigvis er der også plads til en emotionel kerne midt i det store cameo-rasende superheltebonanza.
Wade drømmer om at være relevant, mere end blot en overfladisk jokester og ikke mindst vise sine elskede venner, at han har mere at byde på. Imens hjemsøges Wolverine af dybe traumer, hvorfor han konstant slæber rundt på en flaske alkohol.
Reynolds får en dyb og underliggende melankoli frem bag Wades sjove facade, og endnu engang finder Jackman nye nuancer i rollen som Logan/Wolverine. Skønt præstationen i denne ombæring ikke overgår ‘Logan’, kan mindre bestemt også gøre det.
Dygtige Emma Corrin spiller skurken Cassandra Nova, selveste Charles Xaviers tvillingesøster, og hun er vidunderlig diabolsk og skrækindjagende. Desværre får hun alt for lidt skærmtid, hvilket trækker lidt ned.
Derudover kunne man også have ønsket sig et lidt strammere greb om historien fra Levys side, for det bliver en tand for løssluppent til tider. Og så er computereffekterne i et par af kampscenerne ikke helt så overbevisende som andre steder i filmen.
Her befinder vi os dog i småtingsafdelingen – og det er ikke noget, der for alvor skæmmer det mest overbevisende festfyrværkeri fra Marvel i årevis.
Kort sagt:
Takket være Ryan Reynolds og Hugh Jackmans mageløse kemi som de to knuselskelige antihelte, et ofte hysterisk sjovt manuskript og et skvæt melodrama er ‘Deadpool & Wolverine’ en oprigtig hyldest til ‘X-Men’-filmenes indflydelsesrige arv – og samtidig den bedste MCU-film i årevis.
’Deadpool & Wolverine’. Film. Instruktion: Shawn Levy. Medvirkende: Ryan Reynolds, Hugh Jackman, Emma Corrin, Matthew Macfadyen, Morena Baccarin, Rob Delaney, Leslie Uggams, Karan Soni, Brianna Hildebrand, Stefan Kapičić, Aaron Stanford, Tyler Mane. Spilletid: 127 min. Premiere: I biografen 24. juli. Kan ses på Disney+.