Det var en af sidste års mest ventede serier, men endte som en af de største skuffelser.
Alligevel har nok mennesker set Stephen King-serien ‘It: Welcome to Derry’ til, at HBO nu har fornyet den med en anden sæson. Det skriver Deadline.
Det sker med en ændring på holdet bag. Første sæson havde duoen Jason Fuchs og Brad Caleb Kane som showrunnere, men den kommende sæson er med sidstnævnte alene ved roret.
‘It: Welcome to Derry’ fungerer som en prequel til de to ’It’-filmatiseringer fra 2010’erne, som Andy Muschietti instruerede. Han er også medskaber på serien, sammen med søster Barbara Muschietti og førnævnte Jason Fuchs, og instruerede fire afsnit af første sæson.
Muschietti-søskendene fortsætter som producere på anden ombæring, som går længere tilbage i tiden, end første sæson, der udspillede sig i byen Derry i 1962. De nye afsnit foregår således under Den store depression i 1935. Handlingen fokuserer på en blodig massakre begået af Bradley-banden, en gruppe bankrøvere, og deres møde med byens overnaturlige kræfter.
»I ’It: Welcome to Derry’ har man helt forfejlet forsøgt at indfange og materialisere ondskaben. Fjernet den fra barnets blik og gjort den til genstand for en voksen mands dårlige smag«, skrev Soundvenues anmelder Lau Lehrmann om første sæson, som fik to sølle stjerner.
Tiden vil vise, om Muschietti og kollegaerne formår at hæve niveauet i anden sæson, som endnu ikke fået en premieredato.
