’Undertone’: Jeg vover dig at se ny gyser med hørebøffer og slukket lys

’Undertone’: Jeg vover dig at se ny gyser med hørebøffer og slukket lys
'Undertone'. (Foto: Dustin Rabin)

FILM. Det er ikke svært at spore ophavet til den streamingaktuelle spøgelsesgyser ‘Undertone’.

Et ungt par optager deres nattetimer, fordi kvinden Jessie er begyndt at tale i søvne. Det går naturligvis hverken værre eller bedre, end at hun er besat af en drillende dæmon, og optagelserne bliver mere og mere uhyrlige, i takt med at hun mister besindelsen over for sin intetanende (læs: uduelige) partner.

Havde optagelsesudstyret været et dårligt digitalt kamera, ville filmen utvivlsomt have været i familie med ’Paranormal Activity’, og instruktør Ian Tuason er da også annonceret til at filme ’Paranormal Activity 8’, som lander næste år.

Men kæresten optager i stedet Jessies deroute på bånd, og lydfilen afspilles igennem ørene på de to podcastere Evy og Justin, der har gjort det til en levevej at reagere på virale creepypasta-lydklip som et umage par moderne Mulder og Scullys.

‘Undertone’. (Foto: A24)

Evy (Nina Kiri) er fanget i sit eget helvede i form af sit gamle barndomshjem med en komatøs mor i soveværelset, en fraværende kæreste i den anden ende af røret og Justins melodiske podcaststemme som sin eneste ugentlige salve mod det svingende mentale helbred.

Med sin one location-setting, ganske få skuespillere – Evy og moren er vitterligt de eneste, som viser sig foran kameraet (… eller er de!?!) – og sit generiske ups, jeg hidkaldte en dæmon igennem min middelmådige podcast-setup kunne ’Undertone’ ved første øjekast lyde som endnu en forglemmelig øjebæ fra Blumhouse-gyserstudiet, der stod bag netop ’Paranormal Activity’ og de mange efterfølgere.

Men det er det mere venerable A24, som har distribueret den lille indiefilm, og det kommer især til udtryk i et lydbillede, som er lidt ud over det sædvanlige for genren. Med sine noise cancelling-hørebøffer på hører Evy hver en diskant, afværgende lyd som en ny trussel på de hjemsøgte lydoptagelser.

‘Undertone’. (Foto: A24)

Debutanten Ian Tuason instruerer hjemsøgelsen med sikker hånd, så hver en klam børnevise spillet baglæns er uhyggelig på ny. Det forstærkes af Evys mørklagte dagligstue, hvor refleksioner i glaspanelerne og det uigennemtrængelige mørke bag dørkarmen konstant spiller én et pus og giver fornemmelsen af en rigtigt ubehagelig sleepover.

Her er heller ingen letkøbte jumpscares til at sætte gang i maskineriet, blot Evys tiltagende panik og lydfilernes ildevarslende indhold. Nogle seere vil utvivlsomt slå sig på filmens til tider dvælende tempo, men det gør blot de få indstillinger af det dæmoniske gespenst så meget desto mere chokerende.

Især ét kort glimt af en hvid skikkelse lige bag Evy, der materialiserer sig, da hun går på opdagelse i huset, sendte mig forskræmt bag sofaen. Og mindede endnu en gang om, hvor effektiv disse ’Paranormal Activity’-agtige film kan være, når de tager sig tid til at brygge en tyk, klam stemning op.   

Jeg vover dig at se den med hørebøffer og slukket lys.


Kort sagt:
For nogle vil ny spøgelsesgyser være som at se tapet tørre, men jeg oplevede found audio-gyser som et frisk pust i ’Paranormal Activity’-genren.

’Undertone’. Spillefilm. Instruktion: Ian Tuason. Medvirkende: Nina Kiri, Adam DiMarco, Keana Bastidas, Jeff Young, Michèle Duquet. Spilletid: 94 minutter. Premiere: Kan ses på Blockbuster.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af