Sabrina Carpenter og Margaret Qualley slutter sig til Fred Astaire-biopic

Sabrina Carpenter og Margaret Qualley slutter sig til Fred Astaire-biopic
Sabrina Carpenter. (Foto: Universal)

Når man nævner Sabrina Carpenter og Margaret Qualley i samme sætning, er der én ting, der dukker hurtigt op på nethinden – nemlig musikvideoen til Carpenters hit ‘House Tour’, som Qualley og Carpenter instruerede sammen, og hvor parret sammen med Madelyn Cline bryder ind i en fremmed mands hjem og fester.

Men snart skal de optræde side om side i en stort opsat biografisk film om Hollywood-legenden Fred Astaire. Det rapporterer blandt andre Variety.

Sabrina Carpenter skal spille Astaires hyppige filmpartner Ginger Rogers, mens Qualley spiller hovedrollens storesøster, Adele Astaire, der i 1920’erne og start-1930’erne havde stor succes sammen med sin lillebror på Broadways skrå brædder, før Fred gik til filmen.

Hovedrollen blev annonceret for fem år siden – den indtages nemlig af Tom Holland, der givetvis i dag er bedst kendt for actionmættede film som ‘The Odyssey’ og ‘Spider-Man’-filmene, men som altså har en rig historie med sang og dans – i 2008 debuterede han på West End som titelrollen i ‘Billy Elliot the Musical’.

Det skal nok give pote til en film om en af Hollywoods mest ikoniske dansende skuespillere, og Holland har da tidligere udmeldt, at han har til hensigt at lave alle dansesekvenserne uden body doubles.

Filmen bliver instrueret af Paul King, der for nylig har været i spil som potentiel James Bond-instruktør, og som senest instruerede ‘Paddington in Peru’.

King har følgende at sige om castingen:

»Fred satte et tidløst præg på filmdans – særligt famøst i sine samarbejder med Ginger Rogers – mens Adeles indsats er blevet glemt; der findes ingen overlevende video af hende, der danser. Den filmiske udfordring, der består i at vække disse ikoner fra det tyvende århundrede til live, er en, jeg ikke kunne forestille mig at håndtere uden Tom Holland, Margaret Qualley og Sabrina Carpenter ved min side«.

Paul King instruerer efter et manus, han har skrevet sammen med Steven Levenson, som er bygget over Kathleen Riley-bogen ‘The Astaires: Fred & Adele’. Riley er også med inde over som manus- og historiekonsulent.

Fred Astaires barnebarn Tyler McKenzie er også inde over som konsulent og co-producer på filmen. Filmen er derudover produceret af Amy Pascal, der tidligere har arbejdet sammen med Tom Holland på alle de fire ‘Spider-Man’-film, han har spillet hovedrollen i.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af