’Paddington i Peru’: Det er utaknemmeligt at leve op til et mesterværk, og tredje bjørnefilm formår det da heller ikke
Det ville være utaknemmeligt for enhver film at skulle følge op på nicecore-mesterværket ’Paddington 2’.
Her skabte instruktør Paul King et storstilet fængselsdrama forklædt som et betuttet vaudevillestykke, da den klodsede, peruvianske bjørn (Ben Whishaws silkebløde røst) uretfærdigt bliver fængslet – og tillige reformerer det britiske straffesystem gennem sin milde, empatiske person og en god omgang marmelademadder.
På papiret er det således ikke en ringe ide, at den debuterende instruktør Dougal Wilson flytter familien Brown og deres plyssede adoptivbarns nyeste eventyr fra Londons betonjungle til den anden side af Atlanten dybt inde i Perus Amazone.
Ingen grund til at kæmpe en kamp, der er tabt på forhånd.
Paddington bliver tvunget tilbage til sit hjemland, da hans kære tante Lucy på mystisk vis forsvinder fra det klosterplejehjem for pensionerede bjørne, hvor hun ellers residerer. Stedets abbedisse (en vidunderligt slet-ikke-mistænkelig mistænkelig Olivia Colman) og den lokale bådmand Cabot (udtalt ’coward’ af en slesk Antonio Banderas) fører ham hurtigt på sporet af den legendariske by El Dorado, som den gamle bjørn af uransagelige grunde er på jagt efter.
Det meste af filmen foregår således inde i blue screenens regnskov og fjerner dermed også Paddington fra sin naturligt unaturlige storbyhverdag. Her er ingen stokkonservative briter til at pruste i skægget og tabe monoklen over Paddingtons ulykker og ej heller nogen spids socialkritik af det konservative civilsamfunds møde med naturen på den anden side af den fint kæmmede hæk, de gemmer sig bag.
Det skuffende er dog ikke blot at fjerne London fra ligningen, men også at trioen af manuskriptforfattere Jon Foster, James Lamont og Mark Burton (’Wallace and Gromit’-filmene) end ikke prøver at udforske Perus lokalliv og kultur.
’Paddington in Peru’ er langt hen ad vejen en ærgerlig tilknappet affære, perfekt personificeret af resten af Brown-familien. Mr. Brown (Hugh Bonneville) skal som altid lære at være mere åben for nye oplevelser, men da det også var patriarkens ark i de sidste to film, virker han overraskende game fra første færd og behøver ikke rigtig Paddingtons åbenhjertede livsfloskler.
Værst står det dog til for Mrs. Brown (Emily Mortimer, der skal fylde Sally Hawkins store sko), som går fra en fri og omsorgsfuld sjæl i de to forgængere til en muset hausfrau, der ikke ønsker andet end at kvæle familien i kærlighed og holde teenagedatteren tæt på hjemmet.
Trods skavankerne er det stadig en udsøgt fornøjelse at grine med, mens Paddington fjumrer blåøjet gennem tilværelsen. Selvom Wilson langt fra når Kings minutiøse diorama-scenarier fra ’Paddington 2’, kan mindre også gøre det, og han formår at skabe en fin imitation, der nøjes med at sende en hilsen til mestrene Buster Keaton og Charlie Chaplin snarere end at overgå dem.
Men nuvel, det er ikke fair at sætte 2’eren og 3’eren op mod hinanden. Kings opfølger ’Wonka’ huskes trods alt ikke for andet, end måden Timothy Chalamet udtalte cho-ca-late på, så den svære treer havde ikke nødvendigvis været bedre med ham bag roret.
Måske det er nok, at ’Paddington in Peru’ er helt ok.
Kort sagt:
Den marmeladeglade bjørn Paddington er stadig exceptionelt godt selskab – også selvom hans tredje eventyr er en tilknappet, fantasiløs affære.