Hvad har en peruviansk bjørn adopteret ind i en engelsk familie, en mandlig stripper på en roadtrip igennem Georgia, en kinesisk immigrant, som ejer et møntvaskeri, og en sønderjysk landmand, der passer sin invaliderede onkel til fælles?
Deres film – ’Paddington 2’, ’Magic Mike XXL’, ’Everything, Everywhere All At Once’ og ‘Onkel’ – hører alle under termen nicecore.
Med udgangspunkt i den venlige amerikanske tv-vært Fred Rogers, hvis liv blev filmatiseret i ’A Beautiful Day in the Neighborhood’ med Tom Hanks, introducerede Indiewires chefkritiker David Ehrlich i 2018 begrebet nicecore i sin artikel ’How Donald Trump Inspired a New Wave of Nicecore Films’.
I nicecore-film løses plottets centrale konflikter gennem hovedpersonens venlighed til sine medmennesker. Som Ehrlich pointerer i sin artikel, er bjørnen Paddingtons godmodige opførsel i ’Paddington 2’ transformativ for de samfundsgrupper, han deltager i. Først for beboerne i hans lejlighedskvarter og senere, da han uretfærdigt dømmes for en forbrydelse, han ikke har begået, og reformerer det britiske fængselssystem én marmelademad ad gangen.
Nicecore-filmene var ifølge Ehrlich et modsvar til Trump-regeringen, Brexit, Twitter-toksicitet og den generelle højreradikalisering af Vesten.
I skarp modsætning til tidligere tiders feelgood-film dyrker denne nye generation af film nemlig et radikalt, aktivistisk verdenssyn. De er ikke fastbundet af en konservativ, privilegieblind altruisme, der sætter lighedstegn mellem status quo og ordentlighed, som det er tilfældet med alt fra ’Forrest Gump’ til ’De urørlige’.
Over det seneste år er nicecore-termen gået fra et hashtag på sociale medier til at vinde indpas i mainstreamkulturen.
Årets overraskende Oscar-vinder ’CODA’, hvor den aspirerende sanger Ruby er den eneste i sin fiskerfamilie, som ikke er døv, kan på sin vis siges at være nicecore. På tv har Jason Sudeikis’ bløde mandebarn Ted Lasso domineret diskursen såvel som Emmy’erne. Og en af årets største kommercielle overraskelser ’Everything Everywhere All At Once’ slutter med en bøn om at behandle hinanden med kærlighed og empati.
Med det in mente føles Ehrlichs artikel allerede dateret på grund af sin insisteren på at sætte termen op imod Trumps symptomatiske ondskab.
Det er på høje tid at vende nicecore-termen endnu en gang. For under de venlige håndsrækninger og duftende sprøde honningkager gemmer sig et mere fandenivoldsk klasseopgør.
Klasseopgør klædt i Dior
Man behøver ikke søge længere end til Anthony Fabians biografaktuelle og umiddelbart tilforladelige periodekomedie ’Mrs. Harris Goes To Paris’ for at finde eksempler. Letterboxd har allerede kåret Lesley Manns rengøringskone Ada Harris som den kvindelige Paddington.
Med en kærlig hånd og fast, britisk arbejderklassegemyt maner hun til orden hos de pludrende pariser-overklassehøns, da hun tropper op på Diors adresse for at købe en af deres haute couture-kjoler.
’Mrs. Harris Goes to Paris’ er ikke det samme mesterværk som ’Paddington 2’. Men selvom filmen på papiret er en klassisk omgang mormor-jam – altså klichepræget, melasesød og himmelråbende forudsigelig – så tager den sine idealer fra Sartre såvel som Marx og Engels forfriskende seriøst.
Med udgangspunkt i Paul Gallicos bog er de fire manuskriptforfattere bag filmadapteringen åbenlyst opmærksomme på de klasseskel, der eksisterede i Europas postkrigs-50’ere. Kår som Ada konstant stritter imod i stedet for at møde samfundets uretfærdigheder med altruistisk, jomfruelig næstekærlighed, som man kunne forvente af hovedpersoner i feelgood-film.
»Them days are over when you can treat people like dirt and expect loyalty in return«, raser hun ad en rigmandsfrue, der nægter at betale hende deres udestående gæld for rengøring. Tilbage i Paris starter hun en strejke blandt Diors syersker, da ledelsen begynder at smide arbejdere på gaden i stedet for at innovere deres markedsstrategi.
Det er ikke ulig ’Paddington 2’, hvor skurken Phoenix Buchanan (Hugh Grant i sit livs rolle) er en snobbet teaterskuespiller, som har ødslet sin formue væk. Og da Paddington mødes af grovheder fra den fængselsindsatte Knuckles, svarer han ikke tilbage med et plastret smil, men i stedet ved at nedstirre ham med et hårdt blik.
Arbejderklassens kernekompetencer
Måske det ikke er overraskende, at britiske film som ’Paddington 2’ og ’Mrs. Harris Goes To Paris’, der begge har hjem i den konservative højborg, er hyperopmærksomme på traditionelle klassekampe.
De amerikanske eksempler på nicecore-film fokuserer snarere på den lille mands kamp mod systemet. Channing Tatums stjernestripper Magic Mike har i ’XXL’ startet et flyttefirma, som dog kæmper på grund af gebyrer fra lagerfirmaerne.
I ’Everything, Everywhere…’ drukner Michelle Yeohs Evelyn i skattevæsnets inhumane bureaukratiske helvede, mens hun prøver at holde sit ægteskab og møntvaskeri over vand.
Fælles for alle disse film er deres dedikation til at fremhæve arbejderklassens egenskaber og essentielle samfundsservice. I ’Paddington 2’ såvel som ’Mrs. Harris…’ behandles rengøringsarbejdet som en event og et kunsthåndværk snarere end som et mondænt, usynligt håndarbejde. Og hvor ’Magic Mike’ viste bagsiden af de mandlige stripperes liv, så dyrker efterfølgeren de svulstige himboers talenter, når de grinder og smider tøjet foran tusindvis af hujende, liderlige kvinder.
Det er service- og arbejdersektorens kernekompetencer, som i disse film driver samfundet frem, mens kapitalistiske autoriteter – hvad end de kommer i form af landejeren, politiet eller adlen – er selvgratulerende parasitter.
Det sønderjyske nicecore-muld
Også i den danske muld er det lykkedes at skabe afarter af nicecore.
Frelle Petersens sønderjyske perle ’Onkel’ fra 2019 kan ved første øjekast ligne en højpandet omgang køkkenvasksocialrealisme. Men den har en antiautoritær nerve, som sjældent er set i dansk film. Dansk Folkepartis kvælende ophøjelse af Sønderjylland med hejste danske flag, kagebord og smilende blonde børn er her intet sted at se, ligesom den socialdemokratiske, traditionelle folkestemning og hyggefølelse fra blandt andet ’Hvor Kragerne Vender’ og ’Druk’ er udskiftet med en anderledes indelukket ensomhed ude blandt de flade vidder.
Hovedpersonen Kris i ’Onkel’ er drevet af den samme dybe venlighed og pligtfølelse som Paddington, Mrs. Harris og Magic Mike. Og som i disse nicecore-film helliger Petersen sig til at vise den manuelle arbejdsproces, som er Kris’ daglige arbejde på onklens gård.
Hendes oprør i ’Onkel’ er måske mindre end i andre nicecore-film, men Kris’ sluttelige afvisning af bejleren Mikes frieri såvel som den lokale dyrlæges insisteren på, at hun bør sælge gården og uddanne sig, føles ikke desto mindre radikalt i en industri, hvor kvinder stadig er et særsyn.
Petersens opfølger i det sønderjyske, ’Resten af livet’ fra i år om en familie, der sørger over tabet af en søn, er endnu et klasseeksempel på, at nicecore-filmen ikke behøver at være feelgood af natur. Deres fællesnævner er snarere at fremhæve det enorme arbejde, som ligger bag kampen for empati, kærlighed og retfærdighed i samfundet og hverdagen.
En kamp, der er uløseligt forbundet med vores samfunds gryende klasseoprør og uretfærdige behandling af dem i de laveste lag. Hverdagens venligtsindede arbejdere som landmanden Kris, bjørnen Paddington og rengøringskonen Harris er af samme grund så meget desto vigtigere at fejre.