Se traileren til den hyldede og kontroversielle Gaza-dokumentar ’Naza’

Se traileren til den hyldede og kontroversielle Gaza-dokumentar ’Naza’
Yuval Abraham og Rachel Szor, instruktørerne bag 'Naza'. (Foto: David Levene)

Yuval Abraham og Rachel Szor, to af de fire instruktører bag Oscar-vinderen ’No Other Land’, er tilbage med endnu et syleskarpt indblik i krigen i Gaza. Denne gang er blikket vendt mod deres eget lands militærapparat med dokumentarfilmen ’Naza’.

Filmen er optaget i ly af natten på tagene af Tel Aviv. Abraham og Szor har interviewet 24 anonymiserede israelske soldater og efterretningsfolk om de systemer, der ligger bag de massive civile tab i Gaza.

Gennem deres vidnesbyrd forsøger dokumentaren at afdække de systemer og teknologier, der ligger bag Israels krigsførelse i Gaza – fra masseovervågning og måludvælgelse til brugen af kunstig intelligens i forbindelse med luftangreb.

I den første trailer, der netop er landet, fortæller en anonymiseret soldat blandt andet om et angreb, hvor op mod 500 civile blev forventet dræbt i forsøget på at ramme ét Hamas-mål:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Naza’ er opkaldt efter et militærakronym, som israelsk efterretningstjeneste bruger som en teknisk betegnelse for det antal civile, man forventer vil blive dræbt ved et luftangreb.

Efter verdenspremieren på Venedig-festivalen tidligere i september har dokumentaren skabt debat og kontrovers: Israelske embedsmænd har krævet instruktørernes statsborgerskab frataget, mens IDF blankt afviser filmens påstande om AI-brug og bevidst civil målretning. Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, har desuden kaldt filmen for en »chokerende hetz (incitement, red.) mod det israelske folk«.

Ved verdenspremieren i Venedig modtog ’Naza’ en 25 minutter lang stående ovation – den længste i festivalens historie – og vandt Den Særlige Jurypris.

Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen kvitterede fra festivalen med fem stjerner og kaldte filmen »et sjæleætsende vidnesbyrd om folkemordet i Gaza«.

’Naza’ får dansk premiere 1. oktober. I slutningen af november vil den kunne ses gratis hos The Guardian, der har produceret filmen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af