‘Naza’: Et sjæleætsende vidnesbyrd om folkemordet i Gaza – indrømmet af Israels egne militærfolk

VENEDIG FILM FESTIVAL. Dette års filmfestival har været en sammensat størrelse. 

Først var der to synkrone Herzog-søstre. Så CIA-buddy-dramady på Påskeøen. Tabloidmediernes skurkagtige oprindelse. Oasis-føleri. Pædofili-reality med Robert Pattinson. Dansk sensation. Fire timers Elon Musk. Halvanden times Casey Affleck, der føltes længere end fire timers Elon Musk.

Og sidst, men ikke mindst ‘Naza’. 

Gaza-dokumentaren har Yuval Abraham og Rachel Szor bag kameraet. De udgør den israelske halvdel af kollektivet bag Oscar-vinderen ‘No Other Land’, der var et syleskarpt, uforglemmeligt indblik i de israelske styrkers systematiske udslettelse af palæstinenserne ved at udradere deres ret til at besidde land.

‘Naza’ blev tilføjet til hovedkonkurrencen i sidste øjeblik, hvor den kontante og afslørende dokumentar må siges at skille sig rimelig voldsomt ud blandt også skøre italienske familiegysere (‘L’Estranea’), franske arbejdspladssatirer (‘Un bon petit soldat’) og den tre en halv time lange russiske ‘Dau’, der biograferer Sovjetunionens svar på Oppenheimer. 

Filmen er dog ikke bare politisk krydderi til en selvgod festival. Det er en dokumentar af lige så høj afslørende kvalitet, som den er kunstnerisk. 

Sidste år leverede Kaouther Ben Hanias dokumentariske drama ‘The Voice of Hind Rajab’ et af hovedkonkurrencens største både politiske og filmiske øjeblikke. ‘Naza’ gør det samme, men med en helt omvendt, mere neddæmpet metode. Den er produceret af The Guardian i forlængelse af en række af avisens afsløringer.

Som i ‘No Other Land’ er vi så langt fra følelsesporno, som man kan komme. Selvom ‘Naza’ utvivlsomt må betegnes som en aktivistisk dokumentar, er den først og fremmest interesseret i at blotlægge mekanismerne bag Israels folkemord i Palæstina siden 7. oktober 2023.  

Og folkemord tøver jeg ikke med at skrive. For i dokumentaren er der en IDF-dronefører, der – efter i detaljer at have forklaret, hvordan de overvåger civile i Gaza, inden de bomber dem til døde – selv svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt han er medskyldig i folkemord. 

‘Naza’ er det israelske militærs navn for civile i Gaza og måden, de udregner antallet af, hvor mange uskyldige mennesker liv det vil koste, hvis de for eksempel bomber et højhus, hvor de måske, måske ikke kan få en fra Hamas med i faldet. Deres måde at lokalisere Hamas-støtter fremstilles som tvivlsomme. Medskyldighed er relativt.

Yuval Abraham interviewer i alt 24 IDF-skikkelser på taget af et højhus i Tel Aviv om natten. Deres identiteter er anonymiserede, hvilket selvfølgelig ikke er journalistisk optimalt, men deres udtalelser må siges at være det dybt tragiske scoop, der opvejer det. Desuden er sløringen både elegant og stilfuldt håndteret visuelt ved, at intervieweren som det eneste oplyste ansigt taler til ansigtsløst mørke. 

Stemmerne kan i og for sige betegnes som en art whistleblowere, men det er bestemt ikke alle, der lader til at dele deres viden af samvittighedsfulde grunde. Det er en del af dokumentarens styrke, at måden, millitærpersonerne italesætter deres gerninger på, i sig selv er et vidnesbyrd om, hvad de tror, de kæmper for, hvis det altså overhovedet er nødvendigt for dem. 

Der er ikke meget empati at spore. Som når kodesystemet »Where’s Daddy«, der er del af AI-overvågningssystemet Lavender, forklares. Det går ud på at hacke og overvåge mulige Hamas-associerede familiers telefoner, især børns telefonsamtaler med deres forældre, for at kunne slå til, når faren i huset er hjemme. Det er AI’en, der vurderer, om han er Hamas, og af alle de forfærdelige ting, kunstig intelligens kan bruges til, er det her dehumanisering i ekstrem form. 

Meget af tiden tegner og forklarer soldaterne endda, hvordan de opgør dødstallene, inden bomberne affyres, og det er ufatteligt bizart at se horder af civile tab skildret som et regnestykke af kruseduller på en blok. 

Selvom man har udviklet et system til at holde styr på civilofrene, virker der ikke til at være nogen grænser for, hvor mange der må dø for hvad. Nogle Hamas-folk tillader 20 NAZA, andre 500. Og gangestykket er frygteligt. 

Når man lægger det hele sammen, står det meget klart, præcis som i ‘No Other Land’, at alle militærets strukturer tjener det samme udslettende resultat. IDF-stemmerne fortæller, at der er så mange lig, at de lader hundene æde dem. 

Mens dræbermaskinen forklarer, hvordan det er at sidde og overvåge deres kommende ofre, får vi serveret aftenstunder af højhuse i Tel Aviv, hvor der leves almindelige liv i skæret fra fjernsyn og lamper.

Sideløbende er der arkivklip fra etableringen af Tel Aviv som »den mest moderne by i verden«, hvilket indebar fordrivelsen af de palæstinensere, der boede der inden. Mens israelernes bygninger fremstår rodfæstede i verdensordenen, får vi også klip af Gazas murbrokker, som er bombet tilbage til stenalderen. 

På et tidspunkt panoreres der forbi en reklame fra Tel Avivs cinematek, hvor de har en kavalkade med Claude Lanzmann, den berømte instruktør bag Holocaust-hovedværket ‘Shoah’, den knap ti timer lange dokumentar med vidnesbyrd fra Anden Verdenskrigs ofre og bødler, der blev kommissioneret af den israelske stat.

I øjeblikke som disse mærker man også parallellerne til ‘Naza’s executive producer Jonathan Glazers egen ‘The Zone of Interest’, som udspillede sig i Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss’ pæne borgerhjem, mens dødsrøgen steg op af skorstenene i baggrunden. 

i ‘Naza’ har dokumentaristerne formået at få bødlerne i tale, før nogen har fået dem til at stoppe. Det er den absurde verden, nogle af de dygtigste filmstemmer fra krigen i Gaza desværre endnu engang må bringe frem i lyset. 

Hvorvidt dokumentaren vinder Guldløven føles fuldstændig ligegyldigt. Den fortjener al den momentum, den kan få. Først og fremmest vidner den om, at menneskeheden fortjener bedre. 

---

Kort sagt:
Oscar-vindende dokumentarister bag ‘No Other Land’ har lavet endnu et veludført sjæleætsende vidnesbyrd om Israels folkemord i Gaza.