‘Company’: Casey Afflecks comebackfilm er så røvsyg, at det er en bedrift i sig selv
VENEDIG FILM FESTIVAL. Man skal som regel ikke lægge så meget i, hvor mange minutters bifald Variety kan rapportere om, når en film får glittet verdenspremiere på en stor festival som her i Venedig.
Alligevel kunne det tage sig ud som et symptomatisk baghåndskompliment, da branchemediet meddelte, at Casey Afflecks comebackfilm ‘Company’ fik et bifald på halvsølle fire minutter.
Den yngste Affleck-bror er her for alvor tilbage i rampelyset som instruktør, efter hans karriere både peakede og crashede i 2016, hvor han vandt en Oscar for sin præstation i ‘Manchester by the Sea’, men var omdrejningspunkt i en metoo-sag med tilbagevirkende kraft, hvor to kollegaer på på debutfilmen ‘I’m Not There’ fra 2010 anklagede ham for sexchikane.
Ikke mindst modtog han sin statuette fra Brie Larson, der ikke klappede. Året efter afstod han fra at overlevere statuetten til næste kvindelige hovedrollevinder, som der ellers er tradition for.
Selvom han bestemt stadig har arbejde, endda hos folk som Christopher Nolan, og førte instruktørgerningen videre med faderskabsdramaet ‘Light of my Life’ fra 2019, hjemsøger det tabte momentum fra dengang bare stadig hans navn.
Det har nu udmøntet sig i en gotisk vandrehistorie med hans egen søn i hovedrollen, der emmer af dårligt forklædt traumabearbejdelse og har samme underholdningsværdi som en andengradsligning.
For selvom man når at håbe på lidt Edgar Allan Poe-vibes, og der er gode folk som Ben Mendelsohn, Nick Nolte og Scott McNairy, som pryder rollelisten som en lille palette af vejrbidte westernskæbner, er ‘Company’ en film, der ikke kommer nogen vegne.
Den starter en juleaften i 1975, hvor en ung kvinde (overspillet af Emily Ayn Lind fra YA-serien ‘We Were Liars’, der i 70’er-sammenhæng stikker ud som et iPhone-kabel) crasher en fremmed sammenkomst. Som godtgørelse tilbyder hun at fortælle en historie, der viser sig at være et indslag fra helvede.
Herfra hopper vi ind i fortællingen om en gammel eneboer i et gammelt træhus (Nolte), der er døden nær på den allerførste vinterdag af 1950. Liggende i sneen finder han en mystisk, lidt tegneseriehekset kvinde (spillet af Afflecks kæreste Caylee Cowan), som han tager ind i varmen. Hvorefter hun som en spejling af den første historie går i gang med at fortælle sin egen historie.
Hendes foregår 50 år tidligere, hvor et par (Adelaide Clemens og McNairy) finder en mørk mystisk ung mand, også liggende på jorden, som de giver husly og mad i bytte for, at han holder nattevagt over dyrene.
Deres område er nemlig plaget af mystiske mord, hvor både mennesker og dyr findes døde med hjerterne flået ud. Oveni hele temaet med “selskab” og folk, der går meget op i at invitere hinanden indenfor, skal man ikke have set mange afsnit af ‘Buffy the Vampire Slayer’ for at tænke sit.
Den unge mand i historien inde i historien inde i historien spilles af førnævnte Atticus Affleck, der tager sig ud som en mellemting mellem Timothée Chalamet fra Temu og Casey Affleck selv.
Instruktørens 18-årige søn har muligvis arvet sin fars skuespiltalent, men skal bruge det i en rolle, der består i at vride sig som en emoorm i en kinesisk æske af meningsløse anekdoter.
Fra tid til anden begynder også Affleck-junior og kvinden i huset at fortælle historier fra deres liv, og endda også andres liv, og her når vi ud i et led af dramatisk babushka-udørk, der kræver kvadratrødder.
Afflecks anden søn, Indiana Affleck, dukker også op senere, og selvom filmbranchen altid har været et familieforetagende i Affleck-lejren (bro var også med til premieren), virker overrepræsentationen af folk med nære relationer til Casey påfaldende indadvendt.
Samtidig står søn Atticus som en omvandrende visuel påmindelse om instruktøren selv, som med sin fortælling om fortællingens magt utvivlsomt virker til stadig at tumle med sin MeToo-oplevelse. Uden at have fundet ud af, hvordan han skal sige noget interessant med den.
I historierne danner der sig dog et mønster af mænd, der er blevet uretfærdigt behandlet, og kvinder, der tilgiver. På et tidspunkt graves en person ned af én, der lover at komme tilbage og hente ham, når han har sonet.
Det er ikke som sådan problematisk, det er bare uforløst og imponerende kedeligt. Så fodslæbende og røvsygt, at det faktisk er en bedrift i sig selv.
Jo flere gange de forskellige karakterer diskuterer, hvorvidt nogen nyder nogens selskab, jo mere ironisk bliver det. For Casey Affleck gør det umuligt at nyde hans.
Ligesom med bifaldene skal man heller ikke lægge så meget i, om folk forlader salen på en festival, Men sjældent har et mørklægningsgardinet været så meget på overarbejde som det, der hang foran udgangen under ‘Company’-visningen. Og fristede under hele filmens uendelige spilletid på … 92 minutter.
Kort sagt:
Casey Affleck er tilbage i instruktørstolen med en blodfattig lejrbålshistorie, men det ville være højst tvivlsomt at kalde det et comeback.